Arla: Udskyder vigtigt amerikansk projekt på ubestemt tid

To år efter at Arla annoncerede afgørende strategisk partnerskab i USA er projektet fortsat ikke kommet videre.

Et afgørende amerikansk projekt for Arla Foods Ingredients (AFI), mejerikoncernen Arlas mest lukrative datterselskab, er to år efter annonceringen stadig ikke kommet ud af starthullerne.

I august 2018 annoncerede Arla en hensigtserklæring om at bygge en enorm valle-fabrik sammen med amerikanske Foremost Farms. Siden har samarbejdet dog hverken resulteret i byggeri eller formel samarbejdsaftale.

"Det projekt ligger fuldstændig stille. Vi har skullet håndtere den her krise", konstaterer Peder Tuborgh, adm. direktør i Arla Foods, med henvisning til coronapandemien, der har hærget det meste af 2020.

"Vi har ikke haft samtaler med dem (Foremost Farms, red.) og forventer ikke at få det det kommende stykke tid. Der er alt for meget i gang, til at vi kommer til at kigge på det i de kommende måneder", forklarer han.

Lukrativ forretning leder efter ny vækst

AFI har i mange år været den største aftager af Arlas mange investerings-millioner. Det skyldes, at der er store penge at tjene på valle, der tidligere blev regnet for et affaldsprodukt fra osteproduktionen, men siden har vist sig som en værdifuld ingrediens i industrien.

AFI har derfor de seneste år været på konstant jagt efter udvidelser af vallemængderne.

Størstedelen af Nordeuropa er allerede støvsuget i jagten på råvarer til de store fabriksanlæg ved Nr. Vium, via diverse samarbejder med kolleger og konkurrerende mejerier.

Derfor har et nordamerikansk samarbejde været højt på hele Arlas strategiske ønskeseddel i snart mere end ti år, for at kunne servicere de amerikanske fødevaregiganter.

Aftalen med Foremost Farms skulle have forøget Arla Foods Ingredients' årlige volumen med knap 2 mia. liter valle - en væsentlig forøgelse fra de i dag omkring 5 mia. liter.

Fabrikken, der indebærer en væsentlig investering på adskillige hundrede millioner kroner, skulle ifølge den oprindelige hensigtserklæring have stået færdig allerede næste år. Ifølge Landbrugsavisen.dks oplysninger er den altså endnu ikke igangsat.

I 2019 blev den endelig aftale nemlig udskudt som følge af et direktør- og strategiskifte hos Foremost Farms. Nu er det så corona, der driller.

Det er ti år siden, at Arla sidst indgik et amerikansk samarbejde om valle - for at få adgang til de amerikanske kunder er det nemlig en stor fordel med lokal producerede produkter. Men partneren fra 2009, Green Meadow Foods kom kort efter aftalens indgåelse i økonomiske vanskeligheder, og selskabet endte med at blive solgt til anden side. Siden har Arla jagtet et nyt samarbejde.

 

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle