Arla: Vi opgiver hverken naturen eller DN

Anklagen om manglende naturansvar får ikke Arla til at opgive dialog med DN. Vi kan blive enige om meget, mener Arla-mand.

Vi dropper hverken samarbejdet eller dialogen med Danmarks Naturfredningsforening, selv om foreningens præsident i LandbrugsAvisen siger, at hun har opgivet at få landbruget til at tage naturansvar. Det siger Steen Nørgaard Madsen, der ud over at være andelshaver og bestyrelsesmedlem i Arla også er formand for Mejeriforeningen og næstformand i virksomhedsbestyrelsen i L&F.

Ordene falder som en opfølgning på et interview med DN-præsident Ella Maria Bisschop-Larsen i LandbrugsAvisen 16. marts. I interviewet giver Bisschop-Larsen udtryk for, at foreningen ingen vegne kommer med landbruget og derfor har opgivet dialogen.

Vi fortsætter dialog

»Jeg er da skuffet over den melding, men det får ikke mig til at droppe samarbejdet. Det er ganske enkelt ikke rigtigt, når DN siger, at vi ikke tager ansvar for naturen. Og jeg vil fortsætte dialogen med foreningen, for der er rigtig meget, som vi kan blive enige om. Det tjener os landmænd bedst, at vi bliver ved med at fortælle den gode historie om landbrug og natur«.

Mælkekasser og app

Netop Arla har været dybt involveret i et samarbejde med DN. I efteråret donerede Arla 1 krone pr. indsamlet mælkekasse til DNs årlige affaldsindsamling plus 75.000 kr. til præmier. Pengene var øremærket et konkret formål og ikke til medlemsorganisationen, men gav alligevel så meget røre, at en afstemning på landbrugsavisen.dk viste, at fire ud af fem var imod donationen. Senest har Arla forsøgt sig med et nyt samarbejde med DN om Naturtjek, en app, der gør det muligt at registrere dyre- og plantearter og natursteder.

»Jeg har da mødt meget modstand fra landmænd mod vort samarbejde, men jeg mener ikke, at vi har noget alternativ,« siger Nørgaard Madsen.

»Vi skal blive ved at fortælle alt det, vi gør. Der kommer også en dag, hvor DN har en ny præsident, og så kan det ikke hjælpe, at vi sidder med armene over kors.«

Steen Nørgaard Madsen erkender, at der er stor forskel på, hvordan landmænd og DN opfatter begrebet natur.

»Men vi kan sagtens lave en hel masse af det, som DN efterspørger. Vi er enige med DN i, at der findes uerstattelig natur, som vi allesammen skal passe på. Men der er altså også natur, som man godt kan flytte rundt på,« siger Steen Nørgaard Madsen, der understreger, at alle vil tabe, hvis landmænd og DN opgiver dialogen:

»DNs billede af naturen er ikke den eneste sandhed. Det skal vi blive ved med at fortælle.«

Faktaboks

Arla & DN

  • Arla giver 1 krone pr. indsamlet kasse til DNs årlige affaldsindsamling i april. Derudover et engangsbeløb på 75.000 kr. til præmier.
  • Naturtjek er en app, man fra april i år kan bruge til at registrere natur på sin bedrift.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle