Arla vil investere 2,5 mia. kr. i mejerierne

I 2017 forventer Arla at investere 335 mio. euro, svarende til 2,49 mia. kr., i virksomhedens produktionsanlæg rundt omkring i verden. Målet er - som led i koncernens Strategi 2020 - at flytte mere mælk fra industriprodukter til varemærkeprodukter og foodservice.

Investeringer for 50 procent så meget som sidste år - og en af de største investeringsplaner i selskabets historie - er netop blevet offentliggjort. Ambitionen er at udvide produktionen af varemærkede produkter til Europa og vækstmarkeder uden for EU.

Planen, der er blevet godkendt af bestyrelsen, omfatter investeringer på op til 335 mio. euro i 2017, svarende til 2,49 mia. kr. 

De fleste investeringer er rettet mod opgraderinger, der vil øge lønsomheden på de produkter, der sælges på kernemarkeder som Tyskland, Storbritannien, Danmark, Sverige, Holland og Finland, samt mod produktionsanlæg, der leverer mejeriprodukter til Arlas vækstmarkeder uden for EU.

"Med disse investeringer fortsætter vi vores bestræbelser på at nå målene i vores Strategi 2020 om at flytte mere mælk fra industriprodukter til varemærke-produkter og forbedre lønsomheden for vores ejere. Man vil se Arla indtage en endnu stærkere position på markedet som det innovative landmandsejede mejeriselskab, der leverer velsmagende, naturlige mejeriprodukter, der hjælper folk til at træffe sunde valg. Det er det vigtigste fokus for disse investeringer," siger Arlas adm. direktør, Peder Tuborgh, i en pressemeddelelse.

Mozzarella

Frem mod 2020 forventer Arla, at 50 procent af selskabets vækst skal komme fra Europa, mens de øvrige 50 procent kommer fra vækstmarkeder uden for EU, hvor Arlas strategiske fokus især er på Mellemøsten og Nordafrika, Kina og Sydøstasien, Afrika syd for Sahara og USA.

Et af hovedmålene i Arlas "Good Growth 2020" strategi er, at foodservice skal vokse betydeligt frem mod 2020. Af dette års investeringer afsættes cirka 18 mio. euro til at udbygge og udvikle Arlas produktion til foodservice-kunder.

Der investeres blandt andet 13 mio. euro i Rødkærsbro mejeri, som er et af de førende mozzarella-mejerier i verden. Ved at investere i den nyeste teknologi kan Arla løfte kvaliteten af produktet til nye højder samt øge mejeriets produktion af mozzarella til den internationale pizza-industri.

valleproteiner og laktose

Danmark Protein i Videbæk, som fremstiller protein, laktose og andre værdiforædlede vallebaserede ingredienser til den globale fødevareindustri, er det Arla-produktionsanlæg, der modtager den største samlede investering i 2017, nemlig ca. 30,6 mio. euro.

Pengene skal bruges til en række projekter, der yderligere opgraderer og udvider produktionsfaciliteterne, blandet inden for fremstillingen af protein og laktose.

"En af ambitionerne i vores Strategi 2020 er at blive globalt førende inden for naturlige valleingredienser til fødevareproducenter i en lang række kategorier – fra bageriprodukter, drikkevarer, mejeriprodukter og is til medicinske ernæringsprodukter og spædbørns- og sportsernæring. Vores investeringer i Denmark Protein er afgørende for at nå dette mål, og det vil hjælpe os med at bygge videre på en allerede solid og lønsom del af Arlas forretning," siger Povl Krogsgaard, vice-adm. direktør og ansvarlig for Arlas globale produktionskæde.

Ny emballage til flødeost

Smøreost og flødeost er en produktkategori med høj strategisk prioritet for Arla. Virksomheden vil udbygge sine markedspositioner i denne kategori i Nordeuropa, Mellemøsten og USA og er nu klar til at investere mere end 12 mio. euro i virksomhedens flødeostmejeri i Holstebro for at lancere nye og innovative emballagedesign, der øger produkternes synlighed på supermarkedshylderne.

"Vi sætter nu vores salgsambitioner for smøreost og flødeost i vejret, både i Europa og på vores vækstmarkeder, hvor flere forbrugere ønsker produkter med naturlige ingredienser. Arla og Puck smøreostene og flødeostene imødekommer den stigende efterspørgsel fra forbrugere, der ønsker velsmagende produkter uden kunstige tilsætningsstoffer. Det er vigtigere end nogensinde før i denne kategori at have den helt rigtige emballage for at skille sig ud på hylderne, så derfor investerer vi senere i år i at ombygge vores produktions-, påfyldnings- og pakkelinjer på Holstebro Flødeost samt vores lagerkapacitet," siger Povl Krogsgaard.

Første fase af projektet forventes afsluttet inden udgangen af 2017, mens fase to følger i 2018.

Investering i bedre energieffektivitet

Der vil på tværs af alle produktionsanlæg blive investeret 22 mio. euro på fortsat effektivisering af produktionen som led i Arlas fortsatte bestræbelser på at holde driftsomkostningerne nede.

"Vi har sat et ambitiøst mål om at reducere omkostningerne med 400 mio. euro inden udgangen af 2019," siger Povl Krogsgaard.

De planlagte investeringer for 2017 omfatter også 150 projekter med en samlet værdi på cirka 5 mio. euro, som er rettet mod at forbedre Arlas energieffektivitet.

Arlas årlige investeringsplan er blevet bekræftet og godkendt af bestyrelsen, som består af andelshavere og medarbejderrepræsentanter.

Faktaboks

Fakta

Arlas årlige investeringer i forsyningskæden i de seneste år:

  • 2012 – 240 mio. euro
  • 2013 – 277
  • 2014 – 293
  • 2015 – 210
  • 2016 – 228
  • 2017 – 335

Arlas investeringer i 2017 baseret på produktionsland:

  • Danmark: cirka 179 mio. euro
  • Storbritannien: cirka 44 mio. euro
  • Tyskland: cirka 39 mio. euro
  • Sverige: cirka 38 mio. euro

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle