Arlas efterbetaling bliver højere end forventet i 2023

Arla foreslår en efterbetaling, herunder forrentning af konsolideret kapital, til landmændene på 2,07 eurocent per kilo leveret mælk. 

Der er flere penge på vej til andelshaverne i Arla end forventet.

En stærk afslutning på 2023 gør, at bestyrelsen foreslår, at den totale efterbetaling til andelshaverne bliver på 270 millioner euro for hele året, hvilket er højere end forventet. Det svarer til 2,07 eurocent (15,4 øre) per kilo leveret mælk.

Det fremgår af regnskabet for 2023, som Arla har offentliggjort tirsdag morgen.

Efter et udfordrende første halvår kom Arla Foods hurtigt tilbage på med stærke vækstrater på alle markeder og for alle brands i årets anden halvdel. 

Arla-koncernens samlede omsætning endte på 13,7 milliarder euro (102,1 milliarder kroner), hvilket næsten er identisk med 2022-omsætningen på 13,8 milliarder euro. 

- Den foreslåede efterbetaling og den konkurrencedygtige acontopris i 2023 afspejler direkte Arlas økonomiske resultater og robusthed. Vi har skullet navigere i et svækket og volatilt globalt marked for mejeriprodukter og tackle modvind fra flere valutaer. I lyset heraf er jeg meget tilfreds med, at vi i 2023 var i stand til at betale den næsthøjeste gennemsnitlige acontopris nogensinde og samtidig udbetale en høj efterbetaling til vores andelshavere ved årets udgang, siger Arlas administrerende direktør Peder Tuborgh i en pressemeddelelse.

I den lavere ende

Arla nåede i 2023 et nettoresultat til fordeling til andelshaverne på 380 millioner euro eller 2,8 procent af omsætningen.

Det er dog i den absolut lavere ende af Arlas målinterval på mellem 2,8 og 3,2 procent.

Arlas bestyrelse foreslår derfor en efterbetaling, herunder forrentning af konsolideret kapital, til landmændene på 2,07 eurocent pr. kg leveret mælk. 

Det svarer til de førnævnte 270 millioner euro (2 milliarder kroner) i alt og er et godt stykke over det niveau, der er fastsat i Arlas konsolideringspolitik, der har en garanteret efterbetaling på mindst 1,5 eurocent pr. kilo mælk for hele året.

Det er dog lavere end i 2022, hvor den samlede efterbetaling lød på 2,2 eurocent per kilo mælk.

Emneord

Fremhævet

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle