Arlas kinesiske investering bliver topsponsor for Olympiske lege

Kinesisk selskab spenderer milliarder af dollars på at blive partner med De Olympiske Lege de næste 12 år.

Når de Olympiske Lege de næste 12 år løber af stablen, bliver det med logoet for det kinesiske mejeriselskab Mengnius logo i tæt sammenhæng med de olympiske ringe.

Megniu, som danske Arla ejer en betydende aktieandel af, har nemlig underskrevet en aftale med IOC, den Internationale Olympiske Komite, om sammen med Coca-Cola Company at blive officiel partner for ikke-alkoholiske drikkevarer og mejeriprodukter.

Ifølge Financial Times anslås værdien af aftalen til at koste ikke mindre end 3 mia. dollar over de 12 år - svimlende 20 mia. danske kroner.

Med aftalen følger retten til at få sit navn på den olympiske markedsføring - ligesom at Mengniu kan udnytte de olympiske ringe samt værdier i sin branding.

"At være en del af TOP-programmet (IOC's hovedsponsor-gruppe, red.) vil agere som en katalysator for Mengniu, når vi skal vokse rundt om i verden. Det er et vitalt skridt i vores internationale strategi og vi er stolte over at have muligheden for at opbygge et positivt omdømme for kinesiske mad- og drikkevare brands hos forbrugere verden over", udtaler Jeffrey Lu, der er adm. direktør for Mengniu.

Arla er strategisk ejer

Arla ejer 30 procent af selskabet Cofco, der er et af Kinas absolut største selskaber og som igen ejer en betydelig andel af mejeriselskabet Mengniu. Ifølge den hollandske storbank Rabobanks analyseafdeling er Mengniu verdens tiendestørste mejeriselskab. Til sammenligning er Arla verdens nummer syv, målt på omsætning af mejerivarer.

Ud over Arla er også Danone fra Frankrig strategisk partner og medejer af Mengniu. Ud over aktieandelen og indflydelse på bestyrelsen har Arla også et joint venture med Mengniu omkring salg af mejeriprodukter.

Sammen med Coca-Cola skal Mengniu være top-partner til de Olympiske vinterlege i 2022 i Beijing og 2026 i Milano, samt De Olympiske Lege i 2024 i Paris og i 2028 i Los Angeles. Dertil kommer legene i henholdsvis 2030 og 2032, hvor der endnu ikke er fastlagt værtsbyer.

Ud over IOC-sponsoratet var Mengniu også sponsor for VM i fodbold i 2018 - og har pt. den verdensberømte fodboldspiller Lionel Messi til at optræde i sin markedsføring.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle