Arlas status: Det går godt, men udfordringer venter

Halvårsstatus fra Arla viser fremgang for brands og spareprogram. Men valuta og tørken koster.

God fremgang i et udfordrende halvår, hvor valutakurser, tørke - men også fremgang for Arlas brands satte dagsordenen. Sådan lød overskrifterne, da Arla Foods i dag fremlagde sit halvårsresultat.

"Vi er godt tilfredse med vores resultater. Første kvartal var hårdt. Og vi ved, at det fortsat er hårdt derude", siger økonomidirektør i Arla Foods Natalie Knight.

Omsætningen voksede med 2,2 procent til 5,1 mia. Euro, især båret frem af vækst i de store brands og at mælkepriserne igen steg i andet kvartal efter en hård start på året.

Topledelsen i mejerikonceren glæder sig især over, at de såkaldte strategiske brands, som er Arla, Lurpak og Castello, vokser mere end ventet, nemlig med 3 procent.

Udfordringerne er dog fortsat den ringe pundkurs, der har kostet selskabet mere end 150 mio. pund - eller 1,2 mia. kroner. Og det alene i år.

"Vi forventer ikke at pundet vil rette sig lige foreløbig. Vi kompenserer for pundets fald via andre veje.  Vi har en meget stærk forretning i England og den er blevet styrket i første halvår i år", siger Peder Tuborgh.

spareprogram løber stærkt

På den positive side glæder Natalie Knight sig over, at spareprogrammet Calcium, der nu har været i gang i godt et halvt år, er mere effektivt end ventet til at finde besparelser.

Derfor hæver ledelsen sparemålet på den løbende effekt fra 10 mio. Euro i år til mindst 50 mio. Euro.

"De største besparelser sker via simplificeret logistik og forbedringer af vores indkøb. Og så på at vi reducerer kompleksiteten i selskabets forretningsgange- Vi har forhandlet med vores leverandører, og nogle gange har det betalt sig bare det, at vi har spurgt", fortæller økonomibossen.

stor spænding om tørkekonsekvenser

Det helt store spørgsmål til efteråret fra flere iagttagere er, hvad sommerens tørke vil få af konsekvenser for mejeriet. Både på indvejningen fra mælkeproducenterne og på mælkepriserne.

Adm. direktør Peder Tuborgh beklager, at han ikke kan være super konkret.

"Vi har nogle modeller, der er meget datadrevne og vi får stadig flere datapunkter at gå ud fra. Det er ikke noget, vi offentliggør. Men hvis priserne og foderpriserne udvikler, sådan som nogle forudser eller spår lige nu, så kan der uden tvivl ske et fald i mælkeproduktionen. Det vil markedet blive nødt til at forbeholde sig til", siger han og fortsætter:

"Det er en meget speciel situation. Tørken har lagt pres på Europa, mens der er den nærmest modsatte situation uden for Europa med en stabil forsyning. Alle spekulerer i, hvad det vil betyde og desværre kan jeg ikke helt deltage, idet der er begrænsninger for, hvad jeg må udtale mig om. Vi vil dog nok kunne komme til at se en begrænsning i mælkeproduktionen af en eller anden størrelse."

 

Faktaboks

Arla forventer fortsat en omsætning for hele 2018 på 10,0-105, mia. Euro.

Resultatet ventes at ligge inden for bestyrelsens mål om 2,8-3,2 pct.

Væksten i brandede produkter ventes i den høje ende af målet om 1,0-3,5 pct.

 

Emneord

arla

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle