Asiens svar på Agromek åbner onsdag

Den thailandske hovedstad, Bangkok er onsdag til fredag vært for VIV Asia 2019, der er et asiatisk svar på Agromek og Nutrifair.

Der er tæt ved 1.300 udstillere repræsenteret på udstillingen, heriblandt en del danske virksomheder for eksempel Skov, DanBred, Danish Pig Genetics, Danish Farm Concept og Aco Funki. Der er desuden et omfattende seminarprogram under udstillingen, som forventer 50.000 gæster.

Til sammenligning med Agromek og Nutrifair er fjerkræsektoren rigt repræsenteret på Bangkok-udstillingen. Forskellen afspejler, at fjerkrækød og æg i sammenligning med både svine- og oksekød fylder mere i det asiatiske køkken.

Afrikansk svinepest

VIV åbner i skyggen af de seneste udbrud af afrikansk svinepest i Vietnam, hvor situationen omkring nye udbrud tilsyneladende ikke er under kontrol.

"Vi taler meget om smittebeskyttelse med vores asiatiske kunder, ikke mindst efter de mange udbrud af afrikansk svinepest i Kina og senest også i Vietnam", fortæller Frank Andreasen, Sales Manager for Sydøstasien hos Aco Funki.

Virksomheden sælger over 75 procent på eksportmarkedet, og landene i Asien tæller godt med i opgørelsen.

"Det er vigtigt for os at være til stede på en udstilling som VIV Asia. Det går hånd i hånd med vores ambition om at have flere ansatte lokalt i landene i Asien", siger Frank Andreasen.

Aco Funki har således netop ansat en lokal salgskonsulent i Filipinerne.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle