August bliver mere våd end den plejer

August bliver en ustadig måned med svingende vejr - men ét er sikkert, der kommer mere regn, end august plejer at byde på.

Juli sluttede af med skybrud og torden flere steder i landet, og der er ikke meget, der tyder på, at det var en engangsforestilling.

August bliver en noget ustadig måned med til dels kraftige byger og køligere luft, dels tørt vejr med nogen sol og lidt stigende temperaturer. Det danske sommervejr, som vi kender det bedst, er tilbage, fortæller langtidsmeterolog Martin Lindberg fra DMI.

I øjeblikket nærmer der sig et lavtryk sig fra vest og sender fronter med regn eller byger ind over landet fra sydvest. I de første to til tre uger i august må man derfor regne med ustadigt og ret omskifteligt vejr med lidt mere nedbør end normalt.

"I alt plejer vi i gennemsnittet at få op til 99 mm i august måned - det vil sige mellem 20 - 30 mm i ugen. I år skal man nok regne med cirka 10 mm mere i ugen end normalt", siger Martin Lindberg til landbrugsavisen.dk.

Lokalt kan man endda opleve, at der vil falde dobbelt så meget nedbør, som der plejer i de kommende uger.

Mere sol og højere temperaturer i uge 34

Og sådan vil vejret se ud for både uge 32 og 33, hvor skiftende fronter fra syd eller sydvest nærmer sig og sender skiftevis regn, byger, skyer efterfulgt af nogen sol ind over landet. Lokalt kan bygerne være ret kraftige og måske med torden og hagl.

Temperaturerne vil ligge omkring normalen i begge uger. De mange skyer er med til at holde temperaturen oppe - især om natten, hvor temperaturen vil ligge omkring 12 - 16 grader.

"Jeg giver uge 32 og 33 dagtemperaturer mellem 18 - 22 grader, måske lidt lavere i uge 33. Der skal nok komme enkelte dage med sommervejr og 25 grader, men der er ingen varmebølger på vej", siger Martin Lindberg.

Vandtemperaturerne ligger dog omkring tre grader højere, end de plejer på nuværende tidspunkt og badevandet er flere steder mellem 19 - 23 grader varmt.

Slutningen af perioden (uge 34/35) er mere usikker, pointerer Martin Lindberg, men den sidste uge af august byder måske på et lille lysglimt i regnen. En højtryksryg giver måske efterhånden mere tørt og varmere vejr.   

"Mest sandsynligt bliver det langsomt mere stabilt", siger han.

Den normale temperatur og nedbør, der refereres til i prognoserne, er niveauet for de seneste 20 år (kaldet klimanormalen for årene 2006-2015).

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle