Auken: Miljøet er ligeglad med tilsagn

Det eneste, der betyder noget for miljøet, er realiserede projekter og ikke tilsagn herom, lyder det fra miljøordfører Ida Auken.

Landbruget oplever i denne uge stærk kritik for indtil nu at have reduceret kvælstofudledningen med bare 12 ton, siden Landbrugspakken blev vedtaget i 2016.

L&F gør dog opmærksom på, at der er givet tilsagn om kvælstofreducerende projekter for 293 ton.

Men det er miljøordfører hos Radikale Venstre Ida Auken ligeglad med.

"Vores fjorde og søer er ligeglade med tilsagn til projekter. Det eneste der gavner vores vandmiljø er de realiserede ton – og selv hvis man kigger på tilsagn, er regeringen langt fra i mål", lyder det fra ordføreren i et skrifligt svar.

Det var hende, der spurgte til realiserede kvælstofreducerende projekter, og Ida Auken langer primært ud efter miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen, som hun mener forsøger at sende ansvaret over på landbruget.

"Nu står landbruget med håret i postkassen, fordi regeringen har indregnet et så usikkert virkemiddel som kollektive virkemidler. Jeg synes i øvrigt ikke, det er fair, at miljøministeren forsøger at placere ansvaret for fadæsen hos landbruget. Det er regeringen, der har ansvaret i denne sag - også over for EU", lyder det fra Ida Auken.

Faktaboks

Fakta: Forvirring om tallet '12'

I forbindelse med kritikken om landbrugets kvælstofreduktion, er der opstået forvirring om tallet 12, da der både tales om 12 ton og 12 procent kvælstofreduktion. 

De 12 ton dækker over, hvor mange ton kvælstofreduktion, som er blevet realiseret - det vil sige projekter, som er i drift.

Derimod dækker de 12 procent (svarende til 293 ton) af opfyldelsen over projekter, som der er blevet givet tilsagn til - det vil sige projekter, der er på vej. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle