Australien giver op til 15 års fængsel for at forurene mad

Australsk fænomen med at stikke nåle i jordbær har haft stor betydning for jordbæravlere, og det har nu ført til højere fængselsstraffe for at forurene mad.

Parlamentet i Australien har torsdag vedtaget en stramning af straffen for at forurene madvarer ved eksempelvis at stikke nåle i jordbær. Fremover giver det 10 til 15 års fængsel.

Det skriver det australske nyhedsbureau AAP ifølge avisen The Courier.

Dermed bliver strafferammen på samme niveau som børneporno og finansiering af terrorisme. 

Ifølge den nye lovgivning gøres det til et spørgsmål om nationens sikkerhed, at man kan stole på, at maden ikke er forurenet.

Stramningen kommer, efter at der er fundet nåle i store mængder australske jordbær. Jordbærrene er derfor blevet kasseret af hensyn til fødevaresikkerheden.

Parlamentet har hastebehandlet forslaget, så det træder i kraft omgående til glæde for premierminister Scott Morrison.

"Jeg er blot fokuseret på at sikre, at ingen idioter går ind i et supermarked denne weekend og gør noget fjollet", siger han ifølge AAP.

Oppositionsparitet Labour har opfordret til, at stramningen vurderes om et år for at sikre, at der ikke er utilsigtede effekter.

Fænomenet med at stikke nåle i jordbær har ikke kun kostet jordbærproducenter dyrt. Torsdag oplyser supermarkedskæden Woolworths til nyhedsbureauet Reuters, at den midlertidigt fjerner synåle fra sine hylder i Australien.

Australsk politi efterforsker over 100 anmeldelser om frugt, der er blevet pillet ved. Mange af dem antages at være såkaldte "copycat"-forbrydelser, hvor nogen lader sig inspirere og kopiere et beskrevet fænomen.

Derudover mistænker politiet, at der er tale om flere falske anmeldelser. 
Indenrigsminister Peter Dutton udtrykker over for AAP irritation over fænomenet.

"Politiet er ved at blive sindssyg af alle disse fupnumre, fordi alt det gør, er at fjerne ressourcer fra kernen i efterforskningen", siger ministeren ifølge AAP til radiostationen 2GB.

/ritzau/

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle