Australsk medie: Tidligere landboformand indsmuglede ornesæd

Ifølge en artikel i et australsk medie var det en tidligere landboformand fra Danmark, der ulovligt indsmuglede ornesæd til Australien. Den tidligere formand afviser selv ethvert kendskab til sagen.

Den tidligere landboformand i LandboSyd, Henrik Enderlein, er under en retssag i Australien blevet navngivet som manden, der i praksis udførte størstedelen af indsmuglingen af ornesæd til Australien i skandalen, hvor to andre danske landmænd er idømt fængselstraffe.

Det skriver det australske medie  ABC News ifølge The New Daily.

Selv nægter Henrik Enderlein at kende noget til sagen.

"Jeg kender intet til sagen ud over det, jeg kan læse i medierne, så jeg har ingen kommentarer", siger Henrik Enderlein til landbrugsavisen.dk onsdag aften.

var investor

De to dømte danskere, Henning Laue og Torben Sørensen, stod bag virksomheden GD Pork, der gik konkurs i starten af året. GD Pork var før sin opløsning ejet af det danske firma Pork Australia Aps.

I bestyrelsen for  Pork Australia Aps sad udover Torben Sørensen også Henrik Enderlein og Christian Peter Nymann.

Henrik Enderlein medgiver, at han kender de to dømte, Henning Laue og Torben Sørensen.

"Ja, det var Torben (Sørensen red.), der fik mig til Australien som investor. Jeg synes, det er megasynd for dem, men derudover har jeg ingen kommentarer", siger han.

danske ejere udenfor australsk rækkevidde

Under retssagen kom det ifølge The New Daily frem, at arkitekterne bag den systematiske ulovlige import af ornesæden var danske hovedinvestorer i GD Porks moderselskab, Pork Australia Aps.

Investorerne er bosat i Danmark og derfor uden for de australske myndigheders rækkevidde.

Dommeren i sagen, Troy Sweeney, udtalte desuden under retssagen, at hvis "mændene, der udførte den faktiske indsmugling" havde været i retten, ville hun have givet dem højere straffe (end Henning Laue og Torbens Sørensen, red.).

I hendes domsafsigelse udtalte dommer Sweeney, at Sørensen og Laue var "under indflydelse til at bryde loven" af "overbevisende" oversøiske investorer.

De ulovlige indsmuglinger foregik i årene 2009 til 2017. De australske myndigheder blev tippet om de kriminelle handlinger i 2017.

Formand frem til 2009

Henrik Enderlein var formand i LandboSyd frem til 2009. Dengang begrundede han sin afgang med manglende tid.

"Jeg brænder for LandboSyd og for det, virksomheden står for. Men jeg har også personligt mange spændende aktiviteter kørende, som tager en del tid. Derfor er det nu, hvor der er god stabilitet i virksomheden, og hvor flere store fremadrettede beslutninger venter i landboforeningen, at der skal ske et formandsskifte".

På daværende tidspunkt havde han været formand for landboforeningen i seks år.

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle