Avis: Gæld, ikke miljøkrav, tynger landbruget

Danske landmænd klarer sig lige så godt som kollegerne i Tyskland, Holland og Sverige. Det står der ifølge Politiken i udkastet til en nabotjeksrapport, som Cowi har lavet. Politiken har fået aktindsigt i udkastet.

Fødevareminister Dan Jørgensen (S) mener, at rapporten viser, at de strengere danske miljøkrav ikke er til skade for landbruget.

"Den her rapport viser to ting. Dels er der ikke noget, der hedder danske særregler. Det er nemlig de samme mål, der skal leves op til i alle EU lande - vi lever bare op til dem på forskellig måde," siger fødevareministeren.

"Dels viser den, at det ikke er rigtigt, at de danske landmænd ikke kan tjene penge. De tjener lige så mange penge og er lige så konkurrencedygtige som deres naboer. Det, der er problemet, er gælden. Og gælden har intet med miljøkravene at gøre," siger han videre.

Det er Miljøministeriet og Fødevareministeriet, der har bestilt rapporten. Det var et led i aftalen fødevareaftalen mellem regeringen og Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti i april sidste år.

Erling Bonnesen, fødevareordfører for Venstre, afviser Dan Jørgensens og Politikens påstand.

"I Danmark er der et generelt krav til landmænd om at gøde mindre, end afgrøderne har behov for. Det er det eneste EUland, hvor det krav gælder. Det er et faktum. Det gør jo, at der sker en negativ særbehandling af danske landmænd", siger Erling Bonnesen til avisen.

"Danske landmænd er blandt de allermest effektive i Europa - men de bliver udsat for danske særkrav om undergødskning og randzoner, og det frarøver dem overskuddet fra deres drift. Og så får de mere gæld. Det er uomtvistelige fakta, som man ikke bare kan fortolke sig ud af," siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle