Avis: Landbrug i nødråb til banker

Landbrugets Finansieringsbank bør komme mere på banen, mener L&F.

Midt i en omfattende krise for dansk landbrug halter det med støtten fra Landbrugets Finansieringsbank (LBF), der ellers blev skabt for at komme nødlidende landmænd til hjælp, skriver Politiken onsdag.

Sådan lyder et opråb fra brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer, der repræsenterer mere end 30.000 landmænd, hvoraf nogle på grund af prisfald igen er truet på eksistensgrundlaget. »Der er et uudnyttet potentiale for at hjælpe nogle af de effektive landmænd med en uholdbart høj gæld«, siger erhvervspolitisk direktør Lone Saaby til Politiken.

Ifølge Landbrug & Fødevarer har omkring 1.500 landbrug en stor gæld og mangler likviditet i en grad, så det kræver, at de bliver nødt til at låne flere penge for overhovedet at kunne betale af på den store gæld. Det er de seneste måneders fald i prisen på svinekød, mælk og andre fødevarer, der truer budgetterne hos mange landmænd så meget, at situationen vækker opsigt hos både Nationalbanken, Finanstilsynet og i de banker, hvor en stor del af udlånet ligger hos landbruget.

»Jeg kan kun opfordre landbruget og bankerne til at benytte de nye muligheder«, siger erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) til Politiken i en skriftlig kommentar med henvisning til LBF og nye lånemuligheder i Vækstfonden.

Allerede i 2012 gik Finansiel Stabilitet, Landbrug & Fødevarer samt finanssektoren sammen om at etablere Landbrugets Finansieringsbank, der skal komme dybt forgældede landmænd til hjælp. Det kan bl.a. ske i f.eks. en form for gældssanering. Kort fortalt eftergiver landmandens bank en del af gælden, mens LBF overtager risikoen. Men foreløbig har kun 50 landmænd direkte fra skraldespandsselskabet Finansiel Stabilitet fået netop den mulighed.

De normale banker vægrer sig, siger direktør Jesper Lyhne fra LBF: »Bankerne er nervøse for, at det fører til utilfredshed hos nogle landmænd, hvis enkelte af deres kolleger får en løsning, som indebærer, at gæld bliver eftergivet«. Hos Vestjysk Bank er man begyndt at overveje muligheden. Banken fra Lemvig har ca. 20 procent af det samlede udlån i landbruget:

»Vi ser ikke den her situation som livstruende. Men vi ærgrer os rigtig meget over den«, siger bestyrelsesformand Vagn Thorsager til Politiken.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle