Af Marianne Jørgensen, Salling
Det sker sommetider, at vi får unge mennesker på besøg i gården, selv om vores børn ret beset er flyttet hjemmefra for længst. I forgangne weekend var det en flok af ældstens efterskolevenner – de skulle have været til Thy Rock, men det var aflyst pga. af corona, og som så mange andre unge mennesker syntes de, at det var lidt for trist, hvis der ikke skulle være en eller anden form for komsammen. Så der blev rigget an og stillet ud, og vejret holdt mere, end hvad der var lovet, for vand så vi absolut ingenting af, og det var varmt hele dagen og aftenen med, så vi coronarigtigt kunne sidde ude i det fri, og jøsses, hvor havde de meget at snakke om! Og der blev drukket dåseøl (med pant, for ingen har jo været syd for æ græns i det sidste halve år) og lavet giftiggule drinks, og der blev snakket og grinet, og grillet og allermest hyggeligt, synes jeg, var, at både Bondemanden og Bondekonen fik lov at være en del af festen (som jo faktisk også var i vores gårdsled).
Og så kom den: »A hår lær’ hin å law’ karbo-nader«...
Jeg griner endnu. Og er en smule stolt over, at det åbenbart er lykkes mig at gøre så stort et indtryk på ældstens venneflok, at de husker, hvad jeg har sagt til dem, (da de var ganske unge), om kærlighed: Man skal huske at kysse hinanden og ikke være bange for at indrømme fejl og mangler hos sig selv. Og så skal man kysse lidt mere! Og omfavne forskellighed og ikke forsøge at lave om på den kvinde/mand, man bliver kæreste med. I tilfældet hér var der tale om en »bypige«, der skal ud på landet at bo, fordi hendes kæreste er bondemand. De er begge klar over, at det ikke bliver verdens nemmeste opgave. Men jeg har jo været dér, hvor de er nu, og »hår du æ’ skrewn en båw«, blev der spurgt...
Jo, jeg har skrevet en hel bog om alt det bøvl, det giver at være bondekone, når man kommer inde fra en by, og ikke er 100 procent klar over, hvad man går ind til. Det bedste gode råd, jeg kan give er: Lad være! (Dét grinede de meget af!)
Det er så uendeligt smertefuldt at erkende sin egen utilstrækkelighed og sine begrænsninger i forhold til at forstå bønderne – på den anden side ville jeg ikke gøre et anderledes valg i dag, selv hvis jeg havde vidst bare en lille smule mere af, hvad jeg reelt gik ind til! Det er fantastisk at blive udfordret, at lære nyt, både om sig selv, men i den grad også om andre, inkl. sin elskede, og det kan kun anbefales, at man prøver at forstå (og udvikle) hinanden. Man bliver også klogere med alderen! Så med konstateringen »A hår fåt’ lær’ å law’ karbo-nader« kan jeg love, at dansk landbrugs unge kvinder er så klar på opgaven – i hvert fald dem, jeg mødte »til Thy Rock på Kjeldgård«.
