»Den selvkørende sprøjte står altid klar«

Kravet om luftassistance, stor tankkapacitet, fornuftig økonomi og avanceret men samtidig robust teknik gjorde valget enkelt på Rosenfeldt Gods.

Hardi Commander 6600’eren med twin-bom havde efterhånden rundet 80.000 hektar i sine syv-otte år på Rosenfeldt Gods ved Vordingborg.

Så godsinspektør Rasmus Juul Christoffersen havde en ny sprøjte højt på ønskesedlen. Den skulle opfylde tre krav.

»Vi har 32 kilometer kyststrækning. Så det blæser meget her, og der er få optimale sprøjtetimer. Derfor var luftassistance et ufravigeligt krav. Det skar feltet ned til fem valgmuligheder,« forklarer han.

»Vi har temmelig langt ud til de yderste marker, omkring 13 kilometer, så det var også et krav, at den nye sprøjte kunne have vand nok med derud. Desuden vil vi gerne med visse midler og i bestemte afgrøder køre med en lidt større vandmængde end i dag, gerne op til 200 liter pr. hektar, og det talte også for større tankkapacitet som det andet krav, og dermed var der reelt kun en valgmulighed tilbage,« fortsætter han.

Nemlig den tyske sprøjtespecialist Dammanns treakslede selvkørende DT 3200 med 10.000 liter tankkapacitet fordelt på to tanke.

Vinder rettidseffekt

Det sidste krav var, at økonomien også kunne hænge sammen.

»Det var en forudsætning, at vi kunne spare den traktor væk, der stort set altid stod foran sprøjten og kun kørte få timer om året uden den. De par hundrede timer har vi nu fordelt på de fire andre traktorer. Alternativet havde været en trailersprøjte med samme kapacitet som den selvkørende, og den havde så krævet en ny 300 hk stærk traktor,« fremhæver han.

Ved at vælge en selvkørende løsning frem for bugseret, opnår Rosenfeldt yderligere nogle fordele.

»Den selvkørende er bygget til kun at sprøjte. Desuden står den altid klar, og det vinder vi noget rettidseffekt på,« vurderer han.

I gennemsnit skal sprøjten fire gange over de 1.850 hektar fordelt på 1.100-1.200 med brød- og foderhvede, 400 med maltbyg, 300-400 hektar frø, 200-300 hektar vinterraps og 150 hektar sukkerroer.

Bedriftens vigtigste redskab

Rasmus Juul Christoffersen lægger ikke skjul på, at sprøjten er bedriftens vigtigste redskab.

»Vi putter for så mange penge kemi i den, og med de priser og de restriktioner, der er på midlerne, så skal det bare virke.«

Så selvom konkurrenterne blev streget en efter en på grund af de specifikke krav, blev den sidste tilbage på listen naturligvis kigget grundigt an, og andre brugere blev spurgt.

»Dammann bygger kun sprøjter, og det virkede tiltalende på mig, at fabrikken nærmest virker som en stor smedje, hvor du kan få lige præcis dine ønsker til sprøjten opfyldt. Det ekstra betaler du selvfølgelig så også for. Sprøjterne er lavet færdige, og selv om de har mange avancerede funktioner, er de konstrueret, så disse funktioner i værste fald kan kobles fra og sprøjteopgaven gøres færdig,« slutter han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle