»Det er syv år siden, jeg sidst har høstet helsæd«

Jørgen Mikael Jensen høster helsæd i år som en direkte konsekvens af den dårlige majs. Det er ikke hverdag, lyder det fra mælkeproducenten.

»Min konsulent og jeg kalkulerer med udbyttetab på 25 til 30 pct. i majsen, og derfor har jeg høstet et stykke med helsæd nu for at sikre, at jeg ikke løber tør for foder,« siger Jørgen Mikael Jensen, der har 84 konventionelle mælkekvæg.

»Jeg har ellers ikke høstet helsæd i årevis, det er måske syv år siden, fordi vi har haft majs som hovedfoder. Men nu tager vi altså et stykke igen, når vi har muligheden.

Det er et meget billigere alternativ end at købe tilskudsfoder i butikkerne, det er utrolig dyrt,« siger han. Det er nemlig ikke selvskrevet, at man kan tage helsæd fra egne marker som Jørgen Mikael Jensen. I eksempelvis Nordjylland dækker grovfoder mange steder 70-80 pct. af markerne.

Glæder sig over gode udbytter

Mens Jørgen Mikael Jensens majs står slukørede af al den kulde og blæst, som vi speciel har haft den seneste uge, så kan han glæde sig over, at helsæden giver godt.

»Jeg tør godt tro på, at det giver 9.000 foderenheder per hektar. Hveden har klaret sig rigtig godt, den har i hvert fald fået den nedbør, den skulle,« siger han.

Det blev da også kun nødvendigt at tage fire hektar mod de planlagte fem.

»Det er dejligt, at det kun er et lille stykke, jeg skulle tage, for der kunne have kommet noget god hvede ud af det. Den står 1.10 meter i marken nu,« siger han.

Faktaboks

Lundhøj Gård

  • 84 malkekøer
  • 25 hektar majs
  • 55 hektar med korn
  • 20 hektar med slætgræs
  • Jørgen Mikael Jensen har været landmand i 25 år

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle