»Jeg er mælkeproducent før middag og naturplejer over middag«

Henrik Jessen blev forelsket på en tur til Australien, og i dag passer hans udkårne arealerne ved Stilde Å og Holsted Å - til glæde for Henrik og til gavn for dyre- og plantelivet i området.

Af Martin S. Hansen, Seges

Tidslerne lægger sig en for en, da ATVen kommer tromlende gennem skellet, der deler mark og åbrink ved Stilde Å. Vi befinder os ved Brørup i den sydlige del af det midtjyske, hvor vi møder mælkeproducent Henrik Jessen, som også er stor naturelsker. Han bliver i ekstra godt humør, da ATVen er parkeret, og vi skuer ud over Stilde Å, hvor den Blåbåndede Pragtvandnymfe sværmer over det krængende vand, mens cirka 50 stykker galloway-kvæg græsser på anden side af åen.

»Det er en kæmpestor glæde for mig at komme herned, og jeg prioriterer det hver eneste dag. Ofte tager jeg ungerne med, som også elsker det. Jeg ser det sådan, at jeg er mælkeproducent før middag og naturplejer over middag«, forklarer Henrik Jessen, som råder over 100 ha engareal langs Stilde og Holsted Å. Noget ejer han, og resten har han for- pagtet.

Forelsket Down Under

Henriks interesse for naturpleje med kvæg begyndte på en rejse til Australien for 15 år siden, da han på nært hold opdagede noget galloway-kvæg.

»Dem blev jeg forelsket i, selv om jeg dengang ikke vidste, at de var velegnede til at afgræsse lidt mere barske naturarealer. Men de passer godt til de mere våde engarealer. I dag er det blevet en mission for mig at holde engene, så der både er plads til kvæget og til noget af det plante- og dyreliv, som vi ikke ser så meget mere«.

Vilde orkideer og sommerfugle

Naturchef i Seges, Heidi Buur Holbeck, bekræfter, at det virkelig er godt for biodiversiteten at afgræsse engene.

»Græsningen skaber variation og lys til bl.a. vilde blomster som Engblomme og Majgøgeurt, som er på Henriks arealer. På arealerne har vi også set den Brunlige Perlemorssommer- fugl,som ellers desværre er i drastisk tilbagegang«.

Heidi Buur Holbeck har været med til at udarbejde en såkaldt fokusplan for de arealer, Henrik råder over. Den hjælper ham til at fortsat at lægge den rigtige strategi for områdets udvikling.

»Det har været rigtig gavnligt at få udarbejdet fokusplanen, for som landmand er man ikke ekspert i planter eller insekter, men ved at gennemgå arealerne med eksperterne lærer jeg, hvordan jeg skal passe på det, vi har her«, siger Henrik Jessen.

Indtil videre en hobby

Henrik Jessen bruger en stor del af sin fritid på naturpleje, som indtil videre er en hobby.

»Hvis jeg skulle leve af naturplejen, skal jeg op på at råde over ca. 500 ha, og så ville jeg samtidig være nødt til at lægge flere kræfter i markedsføringen og salget af galloway-kødet. Så ville virksomheden have et ben mere at stå på«, fortæller Henrik Jessen.

Faktaboks

  • Seges Naturteam assisterer med udarbejdelse af en fokusplan, der er relevant for områder med særligt høj naturværdi. Den indeholder konkrete anvisninger til, hvordan det bedst mulige samspil opnås mellem naturindhold, driftspraksis, regler, tilskud og økonomi. Se mere på www.seges.dk/natur 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle