»Registrér jeres dieselforbrug«

Der blev delt ud af gode råd og fif på Gefions temadag for traktorførere, hvor forbrug af brændstof var et af flere emner.

»Lav jeres egne målinger og udfordr hinanden på forbruget af brændstof. Der er stor mulighed for at komme ned i mængde.«

Omkring 110 tilmeldte var mødt op, da Gefion i mandags gentog successen fra sidste år og inviterede til temadag med titlen "Traktorfører 2014".

På programmet var en lang række emner såsom korrekt indstilling af ploven, autostyring og brændstoføkonomi - sidstnævnte med maskinkonsulent Christian Rabølle som indlægsholder.

»I det praktiske landbrug er der mange penge at hente på forbruget.«

»Tyske DLG laver test af traktorer ved en række forskellige opgaver, så man kan sammenligne de forskellige mærker mod hinanden. Men ofte er der ganske lille forskel mellem mærkerne målt i gram pr. kilowatttime - og regner man det om til liter pr. time, svinger det måske en liter.«

»De forskellige mærker gør meget ud af at nævne, hvis deres traktor ligger lavest. Men i det praktiske landbrug er der mange andre faktorer, der af forskellige årsager kan påvirke forbruget. Derfor er der god grund til at holde styr på sit faktuelle forbrug,« sagde Christian Rabølle til de mange traktorførere.

Maskinkonsulenten opfordrer til at notere timetal og arbejdsopgaver ned ved optankning af traktoren.

»Min pointe er: I er nødt til at måle, hvad I bruger, så I har noget at forholde jer til,« lød det fra Christian Rabølle.

Fejl kan fordoble forbrug

Han anbefaler, at man kører med så lave omdrejninger, som opgaven tillader - samt at man som en naturlig følge altid vælger den mindst mulige traktor til opgaven.

»Der er ingen grund til at vælge traktoren på 300 heste, hvis man bare skal flytte korn med en lille tipvogn.«

På redskabssiden gav Hans Peter Villadsen, udviklingschef hos MI, sit besyv med om brændstofforbruget.

»Sørg for at maskinerne er indstillet korrekt. En plov, der hælder for meget mod det pløjede, kan øge forbruget af brændstof med op til 50 pct.«

»Det bliver til rigtig mange penge på en sæson, så når du køber et nyt redskab, så lav en aftale med forhandleren om at få hjælp til at indstille det korrekt, når det skal sættes i gang,« påpegede Hans Peter Villadsen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle