»Væk med pesticidafgift, når vi får råd og flertal«

Skal glyphosat forbydes?

»Nej, for det er ikke skadeligt«.

Skal der mere økologi i børnehaverne?

»Det er forbrugerne, der selv bestemmer, hvad der skal på tallerkenen. Det skal vi ikke blande os i«.

Skal EU-støtten afvikles?

»Kun hvis resten af EU og de øvrige lande i verden afskaffer støtten«.

Skal store og små have samme vilkår for EU-støtte?

»Ja, der skal være lige vilkår. Vi har brug for både store og små landbrug«.

Skal halekupering høre helt op?

»Lovgivningen skal overholdes. Erhvervet har selv meldt ud, at man er enige i, at nu skal man forsøge at nedbringe antallet af halekuperinger med øget rodemateriale og andre metoder, inden man bliver nødt til det af hensyn til dyrevelfærd«.

Er landbrugets antibiotikaforbrug for højt?

»Danmark er i forreste række med at begrænse forbruget af antibiotika. Der skal ikke bruges mere end nødvendigt, men landmændene skal kunne behandle syge dyr efter behov«.

Skal mere landbrug laves om til natur?

»Det er fint at skabe mere natur, når det er baseret på frivillige aftaler med kompensation. Det kan være udtagning af lavbundsjorde til natur eller vådomårder eller øget skovdyrkning«.

Skal der tages jord ud for at nå målene i vandplanerne?

»Hvis der er enkelte steder, det er hensigtsmæssigt for at passe på grundvand og drikkevand, er det en løsning. Taler vi om større områder, mener jeg, man skal håndtere det på andre måder inden for miljølovgivningen«.

Skal fosforudledningen ned?

»Fosforudfordringen skal håndteres og løses. Jeg mener, at den teknologiudvikling der er i gang, skal løse det. På kort sigt skal det håndteres, så man ikke slår produktion ihjel. Der skal være lange overgangsordninger, og vi har haft produktion i hundredvis af år, og vi har stadig en god natur og godt miljø«.

Vil du være med til at afskaffe pesticidafgift og jordskatter?

»Ja, når vi kan finde finansiering og politisk flertal til det. Det er en forudsætning. Vi mener, at man skal beskatte overskud og ikke værktøjer«.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle