»Verdens bedste kalvepasser - det er trods alt koen«

Hos Henrik Pedersen bliver kviekalvene først fravænnet, når de er tre til fem måneder. Det giver sunde kalve og tilfredse køer, er hans erfaring.

Hele flokken af velvoksne unge kvier kommer strømmende til, da Henrik Pedersen viser sig på græsmarken med det kuperede, grønne istidslandskab i horisonten.

De unge krydsningsdyr slår ring om ham i solskinnet, og de modigste begynder straks at snuse ham i nakken og smage på hans hue og trøje.

Det er tydeligt, at de kender deres landmand. Der er ikke noget ’vildt’ over dem, selvom de ikke, som de fleste andre kalve af malkekøer, har tilbragt de første måneder af deres liv i en lille bås.

For Henrik Pedersen har, lige siden han etablerede sig som mælkeproducent på gården Svanholm ved Brønderslev i 1990, haft et princip om sen fravænning af gårdens kalve.

»Jeg synes, kalvene skal have tid til at bygge et ordentligt immunforsvar op. Køerne har antistoffer mod de bakterier, der er i besætningen, og dem giver hun videre til kalven gennem mælken«, siger Henrik Pedersen.

»Mine kalve er sundere end gennemsnittet: Dyrlægen ser dem kun, når de skal afhornes, og vi har ikke brugt antibiotika i vores besætning i tre år. Verdens bedste kalvepasser, det er trods alt koen«.

Malkeko på deltid

Henrik Pedersen har gennem årene opbygget et system, der passer godt til ham og hans bedrift med ca. 50 malkekøer plus opdræt.

Køerne er krydsningsdyr i rotation med jersey, RDM og SDM. Sæson-kælvningerne forløber fra sen august til oktober.

Når kalvene er født på marken, får de et par dage med deres mor ude, hvorefter de hentes ind til en enkeltboks og snart derefter ét af de tre fællesrum med andre kalve.

Her går kalvene sammen i dagtimerne indtil aften, hvor køerne efter malkning i den gamle bindestald bliver lukket ind til deres kalve for natten.

De kommer ilende med fremadrettede øren, drevet af lige dele moderfølelse og lækkersult efter den snack grovfoder, der venter dem i kalverummet.

»Kalvene går straks i gang med at patte, mens køerne spiser og hurtigt efter går i gang med at nusse og slikke deres kalve, så de er rene og i orden. Og kalvene lærer hurtigt at spise på den måde«, siger Henrik Pedersen.

Næste morgen bliver køerne hentet til malkning og lukket på græs indtil aften, mens kalvene leger i storrummet. Efter to-tre uger tages nogle af køerne fra og kviekalvene deles i stedet om en række ammetanter indtil de fravænnes samlet, når de er mellem tre og fem måneder gamle. Tyrekalvene tages dog fra allerede, når de er 2-5 uger og pæne nok til at blive solgt på auktion til levebrug.

Kviekalvene sættes først på græs tæt ved gården og helst, så de ikke kan se køerne på den anden side af gården. For så bliver der en brølen og en muhen, fortæller Henrik Pedersen.

24 kr. pr. kalv i døgnet

Henrik Pedersen lægger ikke skjul på, at det for ham ikke kun handler om at vride den sidste øre ud af produktionen.

Han vil have det godt med sine dyr og sin produktion og vil gerne kunne klare arbejdet på bedriften uden ansatte. Det kan han takket være sit ekstensive system.

»Det er enormt tidskrævende at passe kalve, hvis der er et uheld eller lidt sygdom. Så det er en stor arbejdsbesparelse, at køerne passer kalvene«.

Sammenholdt med kalvenes gode sundhed og tilvækst er det lige før, det går lige op, at han deler mælken med kalvene i de første måneder, mener han.

»Jeg fravænnede alle kalvene i december, da steg mælken i tanken med godt 6 kilo pr. kalv,«.

Henrik Pedersen leverer til Thise til godt 4 kr. pr. liter mælk med 5 pct. fedt.

»Så det er ca. 24 kroner pr. kalv pr. døgn.«

Veganere har en pointe

Henrik Pedersen har ingen planer om at ændre sit fravænnings-system. Han ser det som en stor kvalitet i sit landmandsliv at opleve køernes og kalvenes trivsel ved at være sammen. Og egentlig synes han, veganerne har en pointe, når de ved de årlige demonstrationer på ’køernes forårsdag’ rejser kritik af den tidlige fravænning af kalve.

»Jeg synes, det er mærkeligt, at vi har skrappe regler for alt muligt andet, hunde, katte, heste, men ikke for vores største pattedyr. De forbrugere, der kommer for at se de glade køer komme på græs om foråret, undrer sig da, når de ser de her små kalve stå i deres båse og kigge: Hvor er mor? De forstår ikke, at en kalv kun skal gå ved sin mor i 24 timer. Det gør jeg heller ikke«, siger Henrik Pedersen.

»24 timer er nul og niks og næsten lige meget. Jeg mener: Lad dem nu få den mælk«.

Faktaboks

Koster 24 kr. i døgnet

  • Henrik Pedersens kalve drikker godt 6 liter mælk i døgnet hos deres mor eller ammetante.
  • Det betyder et tab på ca. 24 kr. pr. kalv pr. dag.
  • Til gengæld er kalvene sundere end gennemsnittet, og Henrik Pedersen sparer tid.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle