Dansk fødevaresikkerhed er fænomenal og en stor årsag til, at vi kan sælge til det meste af verden.
De danske landmænd har haft to ekstra grunde til at ranke ryggen i de sidste par uger. Først fik Danmark anerkendt sin ansøgning om særstatus på fjerkrækød, hvilket bl.a. betyder, at importerede kyllinger skal være fri for salmonella. Og få dage senere blev det annonceret, at varmebehandlet svinekød fra Danmark nu kan sælges på det kinesiske marked.
Nyhederne understreger endnu en gang, at den danske fødevarebranche befinder sig i den absolutte verdenstop, når det handler om fødevaresikkerhed, sporbarhed og at arbejde strategisk med at få adgang til nye markeder. Ja, måske er vi endda bedre end det. I hvert fald, hvis man spørger Jens Munk Ebbesen, der er områdedirektør i afdelingen for Fødevare- & Veterinære Forhold i Landbrug & Fødevarer.
»Jeg tør godt sige, vi er i en liga for os selv på de områder. Ser vi på alle parametre, så er der ingen, der kan gøre os rangen stridig«, vurderer Jens Munk Ebbesen, der ser en helt overordnet årsag til succesen.
»Det handler utrolig meget om viljen til at tage det lange, seje træk. Vi har valgt de løsninger, der er fagligt rigtige, og som giver effekt på lang sigt, og det er det, vi med anerkendelserne fra EU og Kina belønnes for«, siger han og uddyber:
»Dertil kommer, at vi i Danmark har et fornemt og ret unikt samarbejde mellem forskning, myndigheder og fødevarebranche. Det er en vigtig faktor i forhold til at give os troværdighed og styrke det benarbejde, der gøres for at få adgang til markederne«, siger han og fremhæver historien bag salmonella-særstatussen som et godt eksempel.
Vidtgående strategi
»I slutningen af 1980erne oplevede vi et boom i antallet af tilfælde, hvor mennesker blev syge af salmonella fra kyllingekød. Det betød etablering af en meget vidtgående bekæmpelses- og udryddelsesstrategi, som i praksis betød nul-tolerance over for salmonella. Fandt man salmonella i en besætning, så blev hele flokken aflivet, og det kunne nemt handle om 40.000 kyllinger«, fortæller Jens Munk Ebbesen.
Den intensive indsats betød bl.a., at antallet af humane tilfælde af sygdom faldt fra 1.581 i 1988 til blot 9 i 2016.
I andre lande valgte man i stedet at vaccinere dyrene eller kun at skride til aflivning i forbindelse med fund af særlige typer salmonella, men selv om den konsekvente sanering er forbundet med store omkostninger, har branchen bakket op om den.
»Producenterne har virkeligt båret et stort læs i forhold til at være med til at sikre denne status, for de kraftige saneringer har selvfølgelig været meget dyre i alle led i branchen. Belønningen for snart 30 års arbejde er så den særstatus, som vi nu er kommet i mål med. Det er ikke bare i praksis meget vigtigt, men også symbolsk en stor cadeau til de danske fjerkræproducenter«, fastslår Jens Munk Ebbesen.
Vejen til adgang for dansk varmebehandlet svinekød på det kinesiske marked har ikke været helt så lang som bekæmpelsen af salmonella i fjerkræ. 10 år med intensivt benarbejde og mange besøg af branchefolk, embedsmænd og politikere har der skullet til for at overbevise kineserne om, at ’Made in Denmark’ betyder noget helt særligt.
Man skal vise commitment
»At vi har suverænt gode produkter er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at vi også får adgang til et marked som det kinesiske. Her er det ikke, som i forholdet til EU, nok at opfylde nogle formelle krav, som er kendt og beskrevet. Det handler i høj grad om hele tiden at vise sit commitment til opgaven og demonstrere vores niveau igen og igen. Her er det traditionelt stærke samarbejde mellem myndighederne og fødevarebranchen en kæmpe styrke«, siger Jens Munk Ebbesen, der ser én gylden regel til at få flere succesoplevelser som i den forløbne uge:«
»Vi gør det fantastisk godt, men vi må ikke hvile på laurbærrene. Vi skal hele tiden vise, at vi er villige til at klø på for at lave de bedste produkter«.
Faktaboks
Nye markeder på vej
Landbrug & Fødevarer arbejder løbende for at sikre danske fødevarer adgang til nye markeder. Lige nu handler det bl.a. om følgende markeder.
- Kina: Hvor man ud over grisekød også gerne vil sælge oksekød, fjerkræ og æg.
- Sydkorea: Her arbejdes der på at få lov at sælge dansk oksekød.
- Rusland: Dansk fødevareproduktion skal stå stærkt, når den aktuelle embargo mod EU ophæves. Det sker ved at fastholde og udvikle gode relationer i landet.