»Vores primære styrke består i at kende vores kartoffelsorter - og kunderne.«

Danespo A/S er tilbage ved kerneforretningen, nemlig lægge- og spisekartofler. Ny strategiplan omfatter en ny forædlingsstation.

Hvert år holder Danespo A/S et seminar for sælgere, nøglekunder, agenter m. fl., hvor formålet alene er at diskutere sorterne i forhold til kunderne. Formålet er kort sagt at sikre, at de enkelte sorter rammer de rigtige kunder i de mange lande, hvor Danespo sælger kartofler.

»Det er et meget vigtigt møde. For vores medarbejdere har stor erfaring i at se, hvor en ny sort kan passe ind. Den ekspertise er nok vores største styrke, og det er en udfordring at oplære nye folk til jobbet,« siger adm. direktør Steen Bitsch, der har ledet Danespo A/S siden 2007.

»Det tager jo 10 år at skabe en ny sort. Så det er utrolig vigtigt at vælge dem, der vil tiltale fremtidens forbrugere.«

Afbalanceret eksport

I 2007 rasede Muhammedkrisen, og Steen Bitsch var som nyansat ansvarlig for at lappe på de skrammer, som Danespo fik på det vigtige eksportmarked i Mellemøsten. I en ny strategiplan blev der sat nye mål for en afbalanceret afsætning, hvor læggekartofler til Mellemøsten og Afrika højst udgør 50 pct. af eksporten, og det mål er siden opfyldt - især i kraft af øget eksport til Europa.

Samtidig har Danespo solgt en række virksomheder uden tilknytning til kartoffelbranchen. Til gengæld har Danespo etableret datterselskaber i Holland, Tyskland og Frankrig, ligesom flere virksomheder i Danmark er købt til, men alle inden for kerneforretningen: kartofler.

»DLF er en virkelig god ejer, som vi lærer meget af, og den nye franske ejer forventer, at vi også kan øge vores internationale fokus,« siger Steen Bitsch.

Specialitet ophæver prisfølsomhed

Danespo omsætter i omegnen af 200.000 ton kartofler om året - heraf udgør læggekartofler fra Danmark og de udenlandske selskaber cirka halvdelen.

Danespo Food afsætter stigende mængder af spisekartofler fra de to centraler i Grønbjerg og Lammefjorden. Heraf sælges cirka 50.000 ton i små poser direkte klar til gryden eller ovnen.

»Jo mere der er tale om specialprodukter af høj kvalitet, jo mindre betyder prisen for kunden,« siger Steen Bitsch.

Han tilføjer, at cirka 25 procent af spisekartoflerne fra Danespo er økologiske. Og andelen er stigende.

Royal viser vejen

I Danespos nye strategiplan indgår en ny forædlingsstation til afløsning for Vandel - den endelige placering vil ligge klar før jul, oplyser Steen Bitsch.

Dyrkning og salg af beskyttede sorter - helst af egen forædling - er en vigtig målsætning, fordi man ad den vej tilbyder en specialitet, som konkurrenterne ikke har.

Som eksempel peger Steen Bitsch på Vandel/Danespo-sorten Royal, der går sin sejrsgang i hele verden til især pommes frites og bagning. McCain, der er verdens største selskab inde for pommes frites og chips, har valgt Royal som en af sine foretrukne sorter, og Danespo leverer læggekartoflerne til produktionen.

»Den europæiske efterspørgsel på pommes frites og chips voksede sidste år med 170.000 ton i forhold til året før. Det er en industri i voldsom vækst, som vi naturligvis gerne vil være med på.«

Faktaboks

Derfor kanditat:

  • Danespo A/S har forøget sin nettoomsætning med 18 procent i forhold til året før. Virksomheden har i de seneste år skabt solide resultater ved at vende tilbage til kerneforretningen og ad den vej gjort sig til en international spiller på det europæiske kartoffelmarked.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle