Åbent Landbrug rykker ved holdningerne til landbruget

Knap halvdelen af gæsterne går hjem med et bedre indtryk af landbruget, end de havde, før de var med til et Åbent Landbrug-arrangement.

Et besøg på et landbrug, der er med i Åbent Landbrug tredje søndag i september, giver gæster, der er positivt stemt over for erhvervet. Det viser en ny undersøgelse fra analysefirmaet Aion.

Næsten halvdelen af dem, som er spurgt om deres indstilling til landbrug fortæller, at de er mere positivt stemt over for landbruget efter besøget, end de var, da de først kørte gennem indkørslen.

Den anden halvdel syntes lige så godt eller dårligt om landbruget, som inden de var på besøg.

Usædvanligt positivt

»Det er meget markant - og meget usædvanligt, at der er en så tydelig forskel på folks holdninger før og efter en enkeltstående begivenhed. Det er helt usædvanligt, at folk så tydeligt tilkendegiver, at de har ændret opfattelse,« siger Jacob Gyldenkærne, direktør i analysefirmaet Aion, som har stået for undersøgelsen.

Han har selv i de seneste tre år været med til Åbent Landbrug-arrangementer og interviewet gæsterne. Her oplever han, at stadig flere hellere vil oplyse deres emailadresse end give sig tid til at besvare et spørgeskema på papir, når de står og tripper for at komme videre ude på gården.

Åbenhed vigtig

Andre undersøgere har været i gang på otte andre bedrifter, hvor gæsterne er blevet bedt om at fortælle, hvad de syntes om besøget. 1.250 er spurgt i år, og 750 har svaret.

Jacob Gyldenkærne fremhæver landmændenes åbenhed og villighed til at fortælle om bedriften, som en af de væsentligste årsager til gæsternes positive indtryk. En anden vigtig medvirkende årsag er, at gæsterne selv danner sig et indtryk ved at kunne gå rundt og kigge i alle hjørner.

De mange aktiviteter som halmlegepladser, skattejagt, fåreklipning m.m., der efterhånden er blevet fast ingrediens ved alle arrangementerne, roses for at tale til alle sanser og give både lærdom og oplevelser.

Mere oplysning

Åbent Landbrugs chef, Anders Søgaard, har svært ved at få armene ned i begejstringen over de positive tilbagemeldinger fra gæsterne.

»De viser, at vi har et unikt tilbud, som folk lægger mærke til og er glade for. Jeg mener også, undersøgelsen viser, at der kan kobles endnu mere oplysning og undervisning til, når vi nu har så glade og motiverede gæster,« siger han.

Undersøgelsen viser også, at det efterhånden er flest kvinder, der tager på gårdbesøg, og at folk kommer fra nabolaget og de nærtliggende, mindre byer, mens der ikke er så mange gæster fra de store byer.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle