Årtiets vigtigste aftale for landbruget blev historisk bred

Af Søren Søndergaard, formand, Landbrug & Fødevarer

Mandagens historisk brede landbrugsaftale er uden tvivl årtiets vigtigste aftale for dansk landbrug. Vi har arbejdet benhårdt for ikke at blive kastebold mellem rød og blå blok i de kommende år. Det er lykkedes. De borgerlige partier bed sig fast i forhandlingsbordet og har sikret, at grøn omstilling ikke behøver koste tusindvis af arbejdspladser.

Jeg vil gerne fokusere på, at vi for nu har afværget krav om flere efterafgrøder, og de nye og skrappe mål til kvælstofreduktioner bliver først og fremmest med kollektive virkemidler. Vi har også fået en second opinion af vandmiljøindsatsen - et helt centralt og afgørende punkt for os. Det er også en sejr, at den endelige aftale betød flere penge til grønne investeringer, så vi sikrer en reel og forbedret klimaindsats frem for en ren omfordeling af eksisterende midler. Det er ærgerligt, at frivillig udtagning af lavbundsjord stadig er delvist finansieret af EU-midler. Vi fik det reduceret fra knap tre milliarder til knap én milliard. Men jeg havde selvfølgelig gerne set, at det sidste tal var et rundt 0.

Der er flere negative elementer, når vi dykker ned i aftalen. Men jeg er meget lettet over, vi nu står med en bred aftale. Det har vi kæmpet for i et år, og jeg kan godt afsløre, at jeg undervejs i forhandlingerne har set scenarier, der ser langt værre ud, end det vi står med i dag.

Selvfølgelig går vi nu i gang med arbejdet for at afbøde og håndtere de negative elementer bedst muligt.

Det er vist ikke nogen hemmelighed, at vi er modstandere af, at vi – som den eneste sektor - skal stå model for bindende mål. Heldigvis skal det meste af kravet opfyldes via et udviklingsspor med ny teknologi og nye metoder. Men det kræver flere midler til forskning og udvikling.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle