Økologer vil udnytte energien bedre

Medlemmer af Økologisk Landsforening foreslår, at foreningen fokuserer på energiforbruget i de kommende år.

Økologiske landmænd bruger lige så megen energi på at fremstille et kg korn eller et kg gulerødder, som konventionelle landmænd. Men økologer vil gerne være mere miljøvenlige end konventionelle, og derfor foreslog flere økologer på generalforsamlingen i sidste uge at gøre energiforbrug til et fokusområde for Økologisk Landsforening i de kommende år.

Frank van Beek, der dyrker grønsager på friland i det sønderjyske, blev selv meget forundret over økologers energiforbrug, da han læste en rapport fra FØJO.

"Det er, fordi vi ikke er bevidste om, hvor megen energi vi bruger," siger han, og han mener, at økologerne kan gøre det bedre ved at sætte fokus på, hvor de bruger megen energi.

Økologer har en fordel i, at de ikke bruger den meget energikrævende handelsgødning, men omvendt høster de mindre pr. hektar i for eksempel korn, og det giver en mindre effektiv udnyttelse af energien.

Rapporten giver en række fif om, hvordan man udnytter energien bedre. For eksempel er flerårige afgrøder og afgræsning langt mere effektivt end enårige afgrøder og staldfodring.

Mekanisk ukrudtsbekæmpelse koster også megen energi, og her kunne man spare noget ved at lave et andet sædskifte.

Gylle fuld af drivhusgas

Fran van Beek blev også klar over, at det egentlig ikke er energiforbruget, men udslippet af drivhusgasser som igen hænger sammen med brugen af energi og gødning, der udgør et miljøproblem.

Da han gennemgik sin egen bedrift, fandt han ud af, at 71 procent af udslippet af drivhusgasser stammede fra gødningen. Det undrede ham, når det er husdyrgødning og ikke handelsgødning, som koster store mængder energi at fremstille. Men netop kvæggødning frigiver store mængder metan, og et ton metan er mange gange alvorligere end et ton CO2.

"Hvis vi ikke selv gør noget ved det, kommer der bare nogen og bestemmer for os," siger Frank van Beek.

Frilandsgrønsager bedst

Som producent af frilandsgrønsager fandt han dog også nogen trøst i en rapport fra Danmarks Aktive Forbrugere. Rapporten siger nemlig, at det set fra et energimæssigt synspunkt altid vil være en fordel at vælge danske grønsager fra friland frem for importerede eller grønsager fra drivhus. Det kræver dog, at forbrugerne accepterer, at der er sæson for visse grønsager. Insisterer man på at spise salat og grønsager om vinteren, vil det dog kræve mindre energi at importere dem fra SydEuropa frem for at producere dem i drivhus herhjemme eller i Holland. Vel at mærke hvis det sker med lastbil og ikke med fly.

Når det gælde kartofler, er der et vist lagertab ved at have dem liggende vinteren over. Alligevel er det ud fra en energimæssig betragtning bedre helt hen i juni-juli at vælge gamle danske frem for nye danske eller importerede udenlandske.

Følger det politisk

Selv om medlemmerne af Økologisk Landsforening valgte et andet fokusområde end energi, vil emnet alligevel være en del af den løbende politiske debat, mener den nyvalgte formand Evald Vestergaard, der ser frem til konkrete anvisninger fra forskningssiden.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle