Økologisk griseproducent: Vi kan blive meget grønnere

Jesper Adler, økologisk griseproducent på Gelstrupgaard Øko ved Nykøbing S., er ikke bange for den lille, drillende provokation.

Som da han for nylig fristede LandboUngdom med et økonomisk tilskud for at droppe det luftforurenende traktortræk ved Roskilde Dyrskue. Et tilbud, som høfligt blev tiet ihjel.

Eller som da han foreslog Landbrug & Fødevarer, at den yderligtgående dyrerettighedsorganisation Anima skulle tilbydes en bod ved et åbent hus-arrangement på Gelstrupgård. Og heller ikke her mødte stor sympati for sit forslag.

»Sådan noget generer ikke mig. Modsætninger mødes«, siger Jesper Adler veloplagt.

Glem ’tudekiksen’

Isefjorden glitrer bag faremarken på Gelstrupgård Øko, hvor søerne holder et vågent øje med deres livlige afkom, der piler rundt mellem hinanden. Jesper Adler har været økologisk griseproducent siden 2007, jorden er omlagt i 1999. Før dét var han konventionel fra 1990.

Vi skal snakke om lokal afsætning af fødevarer og barriererne for det, tror LandbrugsAvisens fantasiløse udsendte.

Efter få minutter i den sjællandske landmands selskab står det klart, at den dagsorden er for snæver.

»Jeg gider ikke, at du tager et billede af mig med en lille gris i favnen: Dér står tudekiksen og klager over manglende muligheder for lokal afsætning af sine fødevarer! Det vil jeg ikke spilde tid på!«

LandbrugsAvisen søger lettere slukøret at etablere en ny, rød tråd.

Surhed i sprøjtesporet

Vi breder samtalen ud. Jesper Adler blev økolog, fortæller han, da han var blevet træt af folk med sure miner, der kom marcherende op i sprøjtesporet.

»Jeg er sådan én, der bliver påvirket. Jeg kunne være gået hjem i gylleklubben og have talt om, hvor dumme de var. Jeg kunne også lave en selvrefleksion: Han er bekymret for det, jeg laver!«

Nu er Jesper Adler med egne ord ’glødende økolog’ og nyder grisenes leg på marken.

Han nyder også de mange møder med børn og unge, der besøger hans bedrift hvert år. Og det gør indtryk, at de uden undtagelse er optaget af, hvordan han som landmand tager hensyn til klima og miljø.

For Jesper Adler handler både økologi og bæredygtigt landbrug i det hele taget om ’kædeansvar’, hvor alle trin i produktionen bliver vægtet.

»Dér indgår transporten jo som en væsentlig del«.

’Leger at vi er grønne’

Og så lusker vi lige snakken tilbage til det med lokal afsætning. For det ER et paradoks, mener Jesper Adler, at det med al tidens fokus på klima og bæredygtighed skal være så svært at få prioriteret lokale råvarer, økologiske såvel som konventionelle, i kommunerne.

Mange kommuner vil ganske vist gerne brande sig på egnens gode fødevarer. Men når det kommer til indkøbspolitikken, ender det altid med at handle om EUs udbudsregler, stordrift, effektivitet og ikke mindst pris. Mens den lille slagter, bager, grønsags- eller kødproducent må nøjes med at drømme om at se sine produkter på de kommunale tallerkener. Der mangler et fokus på at mindske indkøbenes samlede CO2-aftryk med kort transport, mener Jesper Adler.

»Vi leger en leg om, at vi er grønne. Alligevel kører vi varerne længere og længere. Det holder jo ikke«.

Genopfinde det lokale

Jesper Adler understreger, at han ikke er blind for, at dansk landbrug er et stort eksport-erhverv med fjerne markeder i Japan og Kina. Men den strategi tør han godt sætte spørgsmålstegn ved.

»Jeg ved godt, at enhver, der anfægter vækststrategien, står til øretæver. Men skal vi vækste for enhver pris? Jeg har en fornemmelse af, at vi over tid kører ud ad et spor, som ikke kan holde. Og hvis der er en udløbsdato på den måde, vi driver jorden og kloden på, må vi da prøve noget andet. Jeg mener, vi er nødt til at genopfinde kærligheden til det lokale«.

Jesper Adler tilføjer, at han har sine egne dilemmaer: F.eks, at hans grise skal køres til Herning for at blive slagtet af Friland.

»Hvis jeg skulle have et fornuftigt CO2-aftryk, skulle mine maskiner køre på el, og jeg skulle have et lille slagteri heroppe og skyde grisene på stedet«!

»Men jeg kan da godt blive harm, når jeg ser en stor griseproduktion, der får et kæmpe miljøtilskud til sit biogasanlæg og annoncerer med, at han er bæredygtig. Og så kører han sine grise til Polen.«