’Hold op med at tale rådgivningen ned’

»Vi skal tale vores erhverv op, ikke ned«, opfordrer Kim Koch, direktør i Agri Nord. Han ærgrer sig over, at 200 utilfredse kunder ’fylder hele frontruden’, når fokus burde være på de 30.000, der er glade og tilfredse.

Hold nu op med at tale rådgivningen ned. Debatten er for sort og potentielt skadelig. Og strukturudviklingen - den kommer helt af sig selv«.

Sådan lyder det fra Kim Koch, adm. direktør i Agri Nord.

Han er træt af læse om dem, der mener, at rådgivningen er for dårlig, og at en stor del de 23 DLBR-virksomheder egentlig burde skynde sig at forsvinde fra landkortet eller i det mindste slå sig sammen med naboen.

 

Ufrugtbar debat

»Det er en ufrugtbar debat, om vi skal være 6, 12, 15 eller 23 DLBR-virksomheder. Fordi man slår to mellemgode DLBR-virksomheder sammen, får man altså ikke én, der er dobbelt så dygtig. Man får bare én, der er større - de er jo hverken blevet billigere eller bedre«, siger Kim Koch.

»Debatten gør, at landmændene kommer i tvivl og tænker: Nå, er rådgivningen dårlig? Det vidste jeg ikke. Og vores medarbejdere tænker: Så gider jeg da ikke være her. Der er masser af banker, der gerne vil have os. Så går jeg derud!«

 

Få fylder det hele

Det ærgrer også Kim Koch, at relativt få utilfredse rådgivningskunder får lov til at fylde meget i debatten.

»Jeg er megastolt hver dag, jeg går på arbejde: Vi har nogle fantastisk dygtige medarbejdere i DLBR, og vi har 30.000 tilfredse kunder i rådgivningen, som vi løfter hver dag. Dem er jeg mere optaget af end de 200, der står ude på sidelinjen, som vi ikke lige har ramt, og som får lov at fylde hele frontruden«.

»Kan det tænkes, at de har valgt en risikobetonet niche, som aldrig vil få et volumen, som vi i rådgivningen vil gå ind i? Hos Deloitte, PwC (PricewaterhouseCoopers, red.) og andre store rådgivningsvirskomheder har de altså også nicher, de ikke rører ved«.

Sæt fælles mål

»Jeg synes vi skal tale hinanden op«, fortsætter Kim Koch.

»Vi har verdens bedste fødevarer, verdens dygtigste landmænd og verdens bedste rådgivning. I stedet for at snakke struktur, skal vi sammen - Andelsselskaber, DLBR og Seges - blive enige om at sætte nogle mål op, som vi skal opnå. Så kan vi flytte os sammen«.

Datadrevet rådgivning

Ifølge Kim Koch vil retningen og de fælles mål uundgåeligt komme til at handle om datadrevet rådgivning.

Det er landbrugets data fra maskiner i stalden, på marken, Cropsat, automatisk tidsregistrering og økonomidata m.m.

»Og når Arla sætter tankvognen ind i studsen derude, får vi en masse data om mælken. Alle de data skal vi bruge til tre ting: Seges skal have dem til at innovere og forske, DLBR skal bruge dem til at løfte landmandens bundlinje. Og andelsvirksomhederne skal bruge dem til at dokumentere, hvordan de reducerer klimaudledningerne«.

»Men datadrevet rådgivning kræver nye typer kompetencer/profiler og højt specialiserede rådgivere. Fokusér nu på at få de kompetencer på plads«, siger Kim Koch.

Struktur ingen garanti

Et eksempel på, at nye strukturer ikke i sig selv er en garanti for succes, er ifølge Kim Koch Seges:

»Seges ændrede struktur for et par år siden – det er måske det bedste eksempel på, at en struktur ikke gør det alene, for vi har ikke fået mere innovation, fremdrift, udvikling eller hurtigere løsninger. Vi har blot fået lagt siloerne ned«.

Ifølge Kim Koch er strukturen på Seges fortsat, efter ændringerne, ’gammeldags’ med en form, der hæmmer dynamik og handlekraft.

Gammeldags struktur

»Seges er bundet af en gammeldags struktur med politiske udvalg for alle sektorer. Dermed opstår der suboptimering i de enkelte faggrene, og vi får ikke den nødvendige dynamik og agilitet, og vi får ikke høstet synergierne – man sidder hver især og ruger over pengene«.

Seges burde ifølge Kim Koch skele til de mange landboforeninger, som allerede har taget konsekvensen og har nedlagt udvalgene.

I stedet har man en bestyrelse, som sikrer koordinering og prioritering – uden udvalg, pointerer han.

Skær ned på kongresser

På samme måde bør man ifølge Agri Nord-direktøren sanere i antallet og omfanget af faglige kongresser.

»Det er som om alle skal legitimere sig via en kongres – hold dog én kongres over to dage for alle områder – vore virksomhedslandmænd har ikke tid til alle de kongresser, de skal ud at tjene penge!«

»Vi har behov for en mere enkel struktur - og som Bent Claudi Lassen (tidligere formand for Danske Slagterier, red.) foreslår, skal vi tænke nyt, hvis vi vil kunne levere på morgendagens udfordringer«.

Faktaboks

’Tal mindre om struktur - mere om mål’

  • »Vi er alt for mange i rådgivningen - lad os nu få gang i flere fusioner«, lød det for en lille måneds tid siden fra LMO-direktør Jan Winther og LMO-formand Nis Hjort.
  • Siden har debatten om rådgivningens fremtid bølget i Landbrug & Fødevarer. og den er langt fra slut.
  • Nu giver Kim Koch, direktør i Agri Nord, sit besyv med: Det er ikke strukturen, men målene, der bør være til debat, siger han. Dog ikke uden hip til strukturen ved Seges.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle