’Ikke noget farligere end ukrainske landmænd’

Den russiske krig mod Ukraine sætter ukrainsk landbrug på pause. En fødevarekrise truer.

Krigen har allerede sat markante fodspor i det ukrainske landbrug. I forrige uge lå mælkeydelsen på Dnipro Farm i det sydlige Ukraine på 31,5 liter pr. ko pr. dag. Nu ligger det 40 procent lavere. Dnipro Farm er et tidligere sovjetbrug på 1.500 hektar – deraf 500 hektar vandet – som gennem de sidste mange år har udviklet produktionen enormt. Direktør Andrii Pastushenko oplever, at den fremgang, han har skabt på de 14 år, han har været der, er forsvundet med ét.

»Siden krigen brød ud, har vi kun givet eget grovfoder. Ingen korn, raps, majs og soja, for vi kan ikke længere bestille foder«, siger han via Whatsapp. Mobilnetværket er allerede lukket ned.

Der er heller ikke grund til at producere mere mælk, for han kan ikke rigtig levere til mejeriet længere. Banken er lukket, pengeautomaterne er tomme, og økonomien bliver mere og mere en bytteøkonomi. Lokale aftagere skorter det dog ikke på, for de kan ikke rigtig købe noget i butikkerne.

»Jeg var i et supermarked i formiddags et stykke herfra. Det eneste, der var tilbage på hylderne, var alkohol«, siger han.

Lokalt forbrug

Det, de producerer på landbruget, går dels til medarbejderne, dels til lokale skoler, sygehuse, politi og hær samt småbutikker, der sælger en liter mælk pr. hoved.

Der er 350 køer plus opdræt på bedriften. 700 kg kød fra fryseren er fordelt, og de er nu begyndt at slagte en ko hver anden dag, så medarbejdere og de lokale sygehuse har noget at spise.

Gården ligger 20-30 kilometer fra de nærmeste krigshandlinger lige nu, hvilket trods alt kunne være meget værre. Folkene kan derfor godt arbejde i marken, men der er ikke meget at arbejde i marken med. De er dog lige færdige med at så korn. Til gengæld er der ingen majs- og solsikkeudsæd, gødning og plantebeskyttelse. Og majs og solsikker skulle egentlig sås i løbet af tre uger.

»Vi har købt og betalt det for længst, men vi har ikke fået det leveret, for vi kan ikke opbevare det om vinteren, og nu er det ikke muligt at få leveret, fordi krigen er brudt ud«, siger han.

Fødevarekrise

Krigen i Ukraine skal ikke fortsætte længe endnu, hvis landet skal undgå en fødevarekrise. Det mener Andriy Dykun, formand for Ukrainian Agri Council, der tæller 1.100 medlemmer og dækker 4,5 mio. hektar.

Banksystemet er sat ud af spillet, og derfor kan landbrugene heller ikke købe udsæd, gødning mv. Desuden kan de ikke få penge for deres korn. Lige nu er cirka halvdelen af landbruget sat ud af spillet, vurderer han.

Det gælder bl.a. Yaroslav Movchun. Han er landmand og som mange andre landmænd nu ved fronten i kamp mod russernes invasion af Ukraine. Og han er rasende:

»Der er mange landmænd, der er blevet berøvet af russerne. Mindst 10 af mine venner. De stjæler biler, penge og brændstof«, siger han på en ustabil Messengerforbindelse fra Zhytomyr region i Ukraine. Lige nu er han med til at vogte lokale, civile bygninger for at forhindre russiske angreb helt lokalt. Russerne har angiveligt angrebet, men indtil nu har de formået at holde russerne væk.

»Der er ikke noget farligere end ukrainske landmænd. Det er vores land, de vil tage, og vi kæmper med næb og kløer imod. Men alle ukrainere er selvfølgelig rasende«, fastslår han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle