10 tilskud til ulvesikre hegn siden 2017

Få ansøgere kan skyldes for snæver ordning og mangel på andre løsninger, siger L&F.

Selv om 10 tilskud til ulvesikre hegn lyder af lidt, kan det give mening, siger Karen Post, chefkonsulent i L&F.

Tallet er fra Miljøstyrelsen, som i alt har modtaget 14 ansøgninger, siden tilskud blev muligt i 2017.

»Det er begrænset, hvem der kan søge om tilskud til ulvesikre hegn. De skal være placeret i ulvezonerne, og dyrene skal være mindre end 1,20 cm høje. Ansøgere vil formentlig også have oplevet ulveangreb, og det er heldigvis ikke alle, der har det«, siger Karen Post.

Ikke alle får tilskud

Det er heller ikke alle, der kan søge om at få tilskuddet, og det er et problem lyder det fra Karen Post. 

For alle lodsejere udsat for ulveangreb bør kunne få det, også selv om de har dyr, der er større end 1,20 cm, siger chefkonsulenten.

En anden grund til at landmændene måske tøver med at sætte hegnene op, kan være, at de er omkostningstunge at vedligeholde. Nederste tråd skal f.eks. holdes fri af bevoksning konstant.

"Der er derfor behov for at se på, hvordan den eksisterende ordning i højere grad kan tilpasses, så den kan hjælpe de husdyrholdere, der har udfordringer med ulven", siger Karen Post

Men når nu husdyrholdere ligesom kvægproducent Karsten Nielsen slet ikke vil sætte et ulvesikkert hegn op - tilskud eller ej - er der endnu ikke fundet andre løsninger.

»Der er forsøgsordninger med vogterhunde, men det er ikke en løsning på den flade hånd. Vi mener også, at der er behov for at se på problemulvsdefinitionen, og hvordan den bliver mere operationel. Der er udfordringer ift. habitatdirektivet, men vi mener, at Danmark skal gå så langt som muligt«, siger Karen Post.

Stress blandt dyrene er også et problem

I Vestjysk Landboforening mener formand Søren Christensen, at der mangler en klar definition på, hvad der må gøres med problemulvene. Når landmanden står med en ulv i folden, skal det stå klart, hvad man må og kan gøre. Indtil det er på plads, bør stress blandt husdyr efter et ulveangreb også blive sat på dagsordenen, siger han.

»Lige nu får man kun erstatning for en død kalv, men hvordan håndterer vi stressfaktoren? Jeg er træt af at høre på, at stress ikke er et problem, når man har oplevet, at køerne farer rundt og leder efter kalven. Hvis man kan hegne sig ud af det, er det fint, men jeg tror ikke, vi kan hegne hele Jylland inde«, siger formanden.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle