Billigmælk, bureaukrati og en samarbejdspartner, der blev til konkurrent, er blandt årsagerne til konkursen i Osted. Karl Simonsen og hans kone har dermed ufrivilligt fået deres første fridag i snart 15 år.
»Lukket for status« siger skiltet, der siden sidste uge har hængt på ostebutikkens dør i Osted.
Status er dog denne formiddag, at Karl Simonsen ikke længere tror på, at butik og mejeri igen vil åbne.
»De dampede af,« konstaterer han om de investorer, som ellers i sidste uge var meldt til at skulle redde mejeriet efter først konkursbegæring og siden produktionsstop.
Dairy and Food Technology, mest kendt som Osted Ost & Mejeri, var et af landets få tilbageværende privatejede mejerier med konsummælk. Med en dagligt indvejet mælkemængde på mellem seks og otte tons var det også et af de mindste.
Det var ikke lige sådan, han havde ønsket sig at få en fridag. 65-årige Karl Simonsen og hans hustru har efter eget udsagn været på arbejde stort set hver dag siden 1998.
Nu er der brat blevet stille. Selv om kølemontrerne i butikken rumsterer videre, kan de ikke dække over tomheden i kontorlokalet ved siden af.
Flytningen der aldrig blev
Karl Simonsen er kendt for at kunne svare for sig. Og ordene mangler da heller ikke.
»Folk grinede meget af, at vi startede en ostebutik her i byen. Men vi blev da en af Danmarks største. Og da kunderne blev ved med at spørge efter mælk, købte vi en lille tappemaskine. Kunderne kom selv, vi har aldrig lavet salgsarbejde,« fortæller han.
Mælken fyldte snart så meget, at mejeriet stoppede osteproduktionen i den gamle tankstationsbygning. Der var ikke plads til både og.
»Vi ville flytte, så vi kunne lave osteri og besøgsmejeri, hvor kunderne kunne se, hvordan vi lavede ost. Vi havde en lejekontrakt i Bjæverskov, men banken ville ikke finansiere flytningen,« forklarer han om planerne, der også skulle skaffe mejeriet af med dyre og arbejdstunge arbejdsgange i den tidligere vaskehal.
»Hvis banken og Skat havde hjulpet os bare en lille smule,« begynder Karl Simonsen.
»Så kunne det hele have været reddet.«
Kollega blev til konkurrent
Karl Simonsen har svært ved at pege på én årsag til konkursen. Ifølge ham er det et sammensurium af kontrollanter og tiltagende bureaukrati, tabet på partneren Gram Slot, konkurrencen på billigmælk fra Arla og en modvillig bank.
En sag med skattevæsenet spiller dog også ind. Karl Simonsen fortæller, at han ikke har haft penge til at afregne sin skyldige skat - men hvor meget udestående er, vil han ikke fortælle.
Gælden stammer især fra samarbejdet med Gram Slot, der blev indledt for fire år siden. Men i årsskiftet 2012 gik Gram Slot i stedet til Arla, der efter købet af Thrane mejeri nu også kunne tappe posemælk.
»Vi tabte flere millioner, for vi havde investeret meget, og jeg havde arbejdet i døgndrift i flere år på at få det til at køre. Samtidig havde vi mistet en del af vores eget salg på samarbejdet,« forklarer Karl Simonsen.
»Det var et hårdt slag, men det lykkedes os at kæmpe os tilbage. Her i foråret var vi oppe at sælge det hele igen, med produkter som vi tjente fornuftigt på. Vi var tilbage på fuld afsætning med seks-otte ton mælk hver dag.«
Skattemyndighederne ville dog også have deres. Og da banken ikke ville give kredit, endte det hele i Skifteretten.
Slagtilbud gav slag hver gang
Ud over kamp med Fødevaremyndighedernes kontrollanter og hvad Karl Simonsen beskriver som en urimelig kamp med skattevæsenets indkrævere, har mejeriejeren de seneste år haft fat i politikere og ministre, styrelser og ministerier for at få dem til at begrænse strømmen af krav og reguleringer. Alene ændrede krav til etikketter har over årene kostet den lille virksomhed mange penge i arbejdstimer og kasseret emballage.
»Jeg oplever, at de er ligeglade med vores 25 arbejdspladser. Vi er blevet et samfund af emsige kontrollanter. Med det her er det bare ikke muligt at køre sådan en virksomhed i Danmark mere,« mener han og forudser, at de små mejerier snart uddør.
»Problemet er, at Arla sælger billigmælk til en femmer. Det kan hverken bønderne eller andre leve af. Så siger de, at det er supermarkedernes skyld. Men så må man jo forklare supermarkederne, at bønderne går fallit på de priser,« lyder det flere gange fra mejeristen, hvis salg fik et slag, hver gang Arlas varer var på slagtilbud.
Karl Simonsen havde selv muligheden for at skyde flere penge ind i mejeriet. Det ønsker han dog ikke.
»Min kone har fået dårlig ryg, og jeg tænkte, at vi kunne få nogle gode år sammen. Jeg har et tilbud om lidt nyt arbejde. Det bliver ikke 365 dage om året, men måske 100. Så kan vi også få tid til at tage lidt ud.«
Karl Simonsen fingerer lidt med kuglepennen på bordet foran sig.
»Ærgerligt er det,« siger han og holder så endnu en pause:
»Vi har arbejdet som gale. Men så må vi lave noget andet.«
Karl Simonsen har gennem årene været i hård infight med Fødevarestyrelsens kontrollanter, som han har fundet for konfrontatoriske og generelt uvidende. Blandt andet har han helt konkret smidt syv kontrollanter ud af sit mejeri. Sagerne førte for nogle år siden til, at han yderst usædvanligt blev overflyttet fra kontrolenheden i Hovedstaden til Ringsted. Her er samarbejdet med kontrollanterne gået - lidt - bedre.
Mejeriet i Osted var indrettet i en nedlagt tankstation på den lange Hovedvejen i den sjællandske by. Foran mejeriets store ostebutik er der fortsat mulighed for at tanke benzin, mens selve mejeriet var indrettet i den tidligere vaskehal. Mejeriet havde dog ikke megen plads og måtte døje med flere uhensigtsmæssige arbejdsgange, der krævede ekstra mandskab. Flytteplaner var første gang på tapetet for fem år siden, men blev aldrig realiseret.
