15 flotte limousiner under hammeren

Limousineforeningen gentager sidste års tilløbsstykke - en auktion over flotte dyr.

Dansk Limousine Forening holder avlsdyrsauktion i forbindelse med Landskuet 2013. Auktionen holdes fredag 5. juli kl. 16.30 i kvægteltet. Alle interesserede er velkomne.

Foreningens auktionsudvalg har arbejdet intenst med at tilrettelægge auktionen og er nu så godt som klar til at sætte de 15 nøje udvalgte katalognumre under hammeren.

Auktionskataloget tæller fire tyre, otte kvier, to køer og en ko med kalv. Alle dyrene er af meget høj kvalitet, både afstamnings- og eksteriørmæssigt. Der er både dyr af mixtype og dyr af avlstype. Ligeledes er der adskillige pollede dyr blandt de udvalgte avlsdyr.

Med den variation, der er blandt auktionsdyrene, appellerer auktionen til et bredt publikum. Det er her, man kan supplere sin besætning med et eller flere topdyr, der både kan give både blodfornyelse og avlsfremgang. Det er også her, man kan finde topdyr til at starte en helt ny limousinebesætning.

Alle auktionsdyrene kan ses i limousinestalden, hvor de er opstaldet samlet under hele Landsskuet. De fleste af auktionsdyrene er desuden tilmeldt til bedømmelse på Landsskuet på lige fod med øvrige udstillede limousiner.

De enkelte katalognumre kan studeres på Dansk Limousine Forenings hjemmeside - www.dansklimousine.dk .

Trykte auktionskataloger fås på i Dansk Limousine Forenings stand i limousinestalden på Landsskuet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle