2013-mælkepris kan slå rekordåret 2008

Med ny stigning i aktuel pris på 7,5 øre til 291 øre for september er Arlas mælkepris på kurs mod et nyt rekordår.

2013 kan ende med at blive et nyt rekordår for dansk mælkepris.

Med Arlas melding onsdag om en prisforhøjelse på 7,5 øre ramte aktuel pris nu rekordniveauet fra begyndelsen af 2008 på 291 øre. Og det betyder, at en anden rekord kan være inden for rækkevidde, mener seniorkonsulent i markedsanalyser i Landbrug & Fødevarer Niels Ole Nielsen.

»Ser man på hele året 2008, havde vi den højeste pris nogensinde. Og der er gode indikationer på, at vi kan stikke den og få en ny højeste udbetalt mælkepris i 2013,« siger han - og tager naturligt forbehold for udviklingen i den resterende del af året, samt for niveauet af efterbetalingen.

Økonomikonsulent i Landbo Limfjord Jakob Jessen glæder sig over stigningen i prisen, der ifølge Arla skyldes, at forretningsresultatet har oversteget forventningerne.

»Det er herligt, og der er nu udsigt til et ret godt år,« siger han.

»For den bedste halvdel er det sjovt at være mælkeproducent nu. For den bedste fjerdedel er det lige før, at det er ved at være rigtig sjovt, hvis ikke kreditforeningen ser sig nødsaget til at tolde det. Men det er jo positivt for alle, og det gør, at de får mere tid til at bevise deres værd,« mener Jakob Jessen.

Økonomikonsulenten bemærker dog, ligesom også Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter har gjort, at markederne i Europa i øjeblikket også ligger med all time high-priser på mælk.

»Når vi har prisrekorder på spotmarkedet i Europa, så skulle vi også helst se en afspejling af det i Arlas mælkepris. De globale mælkepriser og afregninger på mælkeprodukter er ganske fornuftige,« mener Jakob Jessen.

Arlas halvårsregnskab offentliggøres i den kommende uge.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle