45-årig eksportchef blev Årets Øko-elev

Jeg syntes, jeg havde brug for noget mere jordnært end lysestager og lamper. Nu er jeg i gang med at uddanne mig til økologisk landmand. og jeg elsker hver eneste dag, jeg kører ud til grisene på markerne«.

Sådan lød det fra øko-elev Lotte Hjort Laursen, da hun blandt 14 kandidater fra otte forskelige landbrugsskoler blev kåret til årets øko-elev på årsmødet i Landbrug & Fødevarers Økologisektion torsdag.

»Jeg er økolog med hjertet og ser en lysende fremtid for økologien«, tilføjede den 45-årige, tidligere eksportchef inden for boligartikler, som i voksen alder besluttede at lægge en ny retning i sit liv.

Nu er hun elev hos økologisk griseproducent Bertel Hestbjerg, når hun ikke går på skole, Asmildkloster Landbrugsskole.

»Du er økolog helt ind i knoglerne, og du er en fantastisk formidler af økologi - og vistnok også af virkelig dårlige jokes«, motiverede formand øko-formand Hans Erik Jørgensen valget.

To andre tæt på

To andre øko-elever fik hæder på årsmødet.

Nummer to i feltet blev en anden øko-elev med grise på det daglige program:

Ida Schapiro Christensen, der er elev på Kalø Økologiske Landbrugsskole og til daglig elev hos Hans Erik Jørgensen selv, fik ’sølv’.

»Du er en kompromisløs økolog og meget kreativ. Jeg er glad for, at du nåede at passe grisene i morges«, lød det i motivationen fra Hans Erik Jørgensen.

Den tredje pris, prisen som ’Årets bobler’, gik til Kresten Sørensen fra Kjærgaard Landbrugsskole.

Han har sin egen økologiske jordbærmark på én hektar, som han sælger ved vejbod og torvesalg.

»Du er en rigtig iværksætter og desuden en rigtig kammerat, skriver din skole«, sagde Hans Erik Jørgensen./hac

Opdateret: Lise-Lotte Hjort Laursen er 45, ikke 42 som først skrevet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle