4,68 øre pr. kilo ekstra - på Arlas bundlinje

»Vi havde ikke fantasi til at tro, at det ville fortsætte«, siger Arla om de mange penge, der rullede ind i foråret og derfor ikke kom ud i mælkeprisen.

Mens andre mejeriselskaber verden over kæmpede med at behandle og afsætte deres mælkemængder under forårets coronalockdown, driblede der ekstraordinært mange penge ind i Arla-koncernens pengekasse.

Faktisk blev indtjeningen, takket være ekstraordinært godt salg af Lurpak, Puck og andre brands, ekstraordinært høj. Så høj, at Arlas bundlinje er hele 298 mio. kr. højere, end den var efter samme periode i 2019.

Målt i mælkepris svarer den stigning til, at hver eneste af de 6.360 mio. kg ejermælk fra første halvår kunne have været afregnet med 4,68 øre pr. kilo ekstra.

At pengene ikke blev betalt ud løbende, men i stedet endnu ligger i Arlas pengekasse, forklarer topcheferne således:

»Resultaterne i forretningen måned for måned blev ved med at overraske. Vi havde simpelthen ikke fantasi til at forestille os, at det ville fortsætte«, siger Peder Tuborgh.

Fremgangen skyldes især, at de mange forbrugere, der blev sendt hjem, bagte og kokkererede langt mere og med en højere andel af mærkevarer fra Arla.

»Vi har taget markedsandele, for markederne er ikke vokset svarende til det, vores mærker er vokset. Det er vi ydmygt glade for«, forklarer Peder Tuborgh, der dog også understreger, at han nu forventer øget kamp, fordi »konkurrenterne gerne vil have deres salg tilbage«.

Kommer på mælkepris

Når overskuddet efter første halvår således ligger på 3 pct. af omsætningen, mod sidste års 2,3, er der altså tjent flere penge ind i Arla end normalt.

Nyudnævnt finansdirektør Torben Dahl Nyholm afviser dog, at der er en opsparet mængde penge for mælkeproducenterne at hente i efteråret.

»Første halvår var ekstraordinært godt, fordi vi solgte markant flere værdiforædlede produkter. Det vil normaliseres i andet halvår«, mener han og tilføjer, at mælkeprisen set fra Arlas side har været konkurrencedygtig.

- Jeres salg i efteråret, herunder op til jul, er jo som vanligt mere lukrativt? Vil det ikke kunne ses på mælkeprisen?

»Vi styrer mælkeprisen, så vi er i det range (niveau, red.), hvor vi skal være ved udgangen af 2020. Jeg tror egentlig bare, at man skal forholde sig nøgternt til det og være tryg i, at det gør vi som selskab«, siger han.

Faktaboks

Arla-regnskabets vigtigste nøgletal:

  • Omsætningen steg med 2,8 pct. til 40 mia. kroner.
  • Resultat efter skat steg med 29 pct. til 1.236,7 mia. kr. Det svarer til 3 pct. af omsætningen. Arlas mål er altid at ligge på 2,8-3,2 pct. af omsætningen for helåret.
  • Salget af brands steg med rekordhøje 10,4 pct.
  • Arla-performance price endte på 37 eurocent/kilo mod 36,1 i første halvår 2019. Heri tælles både mælkepris og overskud.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle