50.000 besøgende til Det Fynske Dyrskue

Politiets emsighed med bødeblokken lagde ellers en dæmper på dyrskuestemningen fra begyndelsen.

Heden Maskinforretning har udstillet næsten 50 år på Det Fynske Dyrskue uden problemer, og de var derfor noget overraskede, da de ved indkørslen til dyrskuepladsen blev præsenteret for et bødeforlæg fra politiet. Begrundelsen var, at de havde spændt en 4 meter Väderstad Rapid såmaskine efter en traktor og på den måde transporteret den til dyrskuet. Reglerne er nemlig sådan, at man godt må køre fra bondegården ud på marken med de brede maskiner, men ikke til et dyrskue. For at føje spot til skade fik maskinforretningen også en bøde for at have brugt en traktor, der ikke var godkendt til godstransport.

»Hvis vi skal til at leje en blokvogn hver gang, så kommer vi ikke på dyrskue,« siger Lars Kristiansen fra Heden Maskinforretning.

»Vi har efterhånden vænnet os til, at politiet kontrollerer dyretransporterne ind til pladsen, men at de også går efter vores maskinhandlere, det kom bag på os,« siger dyrskueformand Niels Rasmussen.

Han har efterfølgende været i dialog med Odense Kommune og politiet, og alle er indstillede på, at der skal findes en løsning på problemet fremadrettet.

Trods politiets ivrige brug af bødeblokken ved dyrskuets start glæder Niels Rasmussen sig dog over, at dyrskuet blev en stor succes.

»Det er et kæmpe arbejde at arrangere et dyrskue. Men når indsatsen belønnes med 50.000 glade gæster, tilfredse udstillere, solskin og blafrende flag, så giver det hele mening, og vi glæder os til at åbne igen næste år,« siger han.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle