Adm. direktør i Danske Slagterier stopper

39-årige Christina Hvid forlader slagterierne og dermed også direktionen for Ny Organisation.

Danske Slagteriers adm. dir., Christina Hvid, stopper som adm. direktør for Danske Slagterier.

"I de sidste tre år har jeg stået i spidsen for Danske Slagterier og DMA. Det har været min opgave at omlægge og rationalisere tre organisationer inden for kød- og slagteribranchen til én samlet, slagkraftig organisation. Den opgave ser jeg som vel afsluttet. Nu ønsker jeg at prøve noget nyt," siger Christina Hvid.

Her siger hun samtidig, at hun bakker helt op om den forestående fusion i landbruget af Dansk Landbrug, Landbrugsraadet og DMA/Danske Slagterier og derfor vil være med til at gøre forberedelserne af fusionen færdig.

Danske Slagteriers formand, Asger Krogsgaard, beklager Christina Hvids beslutning:

"Vi har været særdeles tilfredse med den indsats, Christina har leveret som adm. dir. i Danske Slagterier og DMA. Hun har fornyet og forandret vores organisation helt i tråd med bestyrelsens ønsker. Og derfor var hun også udpeget til at være medlem af direktionen i den nye organisation. Men vi respekterer naturligvis hendes beslutning. Vi er glade for, at hun bliver og gør arbejdet med fusionen færdigt, siger han.

Christina Hvid ved endnu ikke, hvad hun skal lave, når hun stopper.

Christina Hvid tiltrådte som adm. dir. i Danske Slagterier i marts 2006 og blev samtidig adm.direktør for den nye fusionerede enhed, Danish Meat Association (DMA), der omfatter både Danske Slagterier, Kødbranchens Fællesråd og Det Danske Fjerkræraad.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle