Afprøvning af hjemmeblandet økologisk elektrolytmiddel mod kalvediarré

Ud over de gamle dyder med god hygiejne, tilpas mængde og temperatur på mælken og rettidig omhu, findes der midler til at lindre og afhjælpe diarré.

Efter at det tidligere tilgængelige middel, Diaproof-K, nu ikke længere produceres i en økologisk udgave, er det blevet relevant at undersøge, hvilke midler de økologiske mælkeproducenter nu kan bruge som et effektivt og prisbilligt middel mod diarré hos småkalvene.

Når det gælder diarré hos småkalve, er det naturligvis først og fremmest de gamle dyder med god hygiejne, tilpas mængde og temperatur på mælken og rettidig omhu, der er gældende, men ud over det findes der midler, der kan lindre og afhjælpe diarréen og hindre at kalven dehydreres. I den økologiske mælkeproduktion kunne der tidligere købes midlerne Dialyt og Diaproof-K, men producenten fremstiller ikke længere disse produkter med økologiske råvarer, og derfor kan de ikke længere anvendes på økologiske bedrifter, med mindre der altså er tale om et lager af midlet, som er produceret økologisk.

Afprøvning af middel

Det lader derfor mælkeproducenterne noget på bar bund, når det gælder behandling af kalve med diarré, og derfor gik Syddansk Økologi i samarbejde med Videncentret for Landbrug, Økologi, i gang med at afprøve et hjemmeblandet middel mod diarré på fire økologiske malkekvægbedrifter i Sønderjylland. Afprøvningen er en del af et projekt støttet af Fonden for Økologisk Landbrug. De fire bedrifter er af varierende størrelse og med varierende problemer med diarré hos kalvene, og tilsammen har de afprøvet midlet på over 70 kalve med diarré. Det hjemmeblandede middel består af elektrolytter tilsat økologiske loppefrøskaller.

 

God tilbagemelding

Tilbagemeldingerne på det hjemmeblandede produkt er yderst positive. Det giver kalven mere energi, afføringen får hurtigere en mere fast konsistens, og kalven kommer forholdsvist hurtigt over sin diarré, når det nye middel anvendes.

Der er selvfølgelig ikke tale om en videnskabelig undersøgelse, da der jo ikke er en kontrol-kalv for hver kalv, der er behandlet, men de erfaringer, der indtil videre er gjort blandt de erfarne kalve-passere på alle fire bedrifter, fortæller om en positiv virkning. De melder desuden tilbage, at midlet er let at røre op, kalvene vil gerne drikke det, og det kan også gives med flaske eller sonde, såfremt det gives, umiddelbart efter det er blandet. Det kræver dog stadig en god hygiejne, at midlet opbevares tørt og med tætsluttende låg, og at det anvendes umiddelbart, efter man har blandet det, da det ellers vil blive til en geleagtig masse på grund af indholdet af loppefrøskaller.

Bedrifterne har afprøvet en blanding af elektrolytter både med og uden loppefrøskaller men melder alle tilbage, at blandingen med loppefrøskaller har den bedste effekt.

Prisen

Ser man på økonomien i at blande midlet selv, er der en stor besparelse at hente i forhold til en gængs færdigblandet elektrolytblanding til kalve. En liter af det hjemmeblandede middel koster kr. 1,25, hvor det færdigblandede middel koster kr. 6,16 per liter.

Tidforbruget til at blande selv er ikke ret stort. Et tip fra afprøvningen lyder på at indkøbe en 10-liters spand med tætsluttende låg, hælde ingredienser i til 5 kg færdigblanding, sætte låget på og ryste blandingen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle