Afskaf energiafgift og spar landbruget for en halv milliard

En afskaffelse af PSO-afgiften var det bedste bud fra flere af de debaterende på stormøde i Hornslet.

Jens Gammelgaard, formand for DLMØ, indkaldte 16. februar til stormøde. Med 600 deltagere mod de forventede 200 talte situationen i landbruget sit klare sprog: Der skal gøres noget hurtigt.

Produktudvikling og 10 anbefalinger

De inviterede talere skiftedes til at fortælle om deres bud på løsninger i det kriseramte landbrug. Fra Danish Crowns side fortalte formand Erik Bredholdt, at man havde udarbejdet en 10-punktsplan for, hvordan man kunne forbedre situationen i svinesektoren, og fra Arlas side fortalte Steen Nørgaard Madsen, at man vil bruge flere penge på produktudvikling, fordi man tror på nye markeder, der kan åbne for salg af produkter som Castellooste og Lurpak.

Et af problemerne der gik igen, var Ruslandskrisen. Her var man enige i, at der skal handles over for Putin, men man savnede indgreb fra regeringen. De mange landmænd forstod ikke, at statsministeren kunne lukke ned for Rusland uden overhovedet at skænke landbruget en tanke.

Afskaf PSO-afgiften

Et andet forslag var PSO-afgiften. Afgiften betales over elregningen og dækker over omkostninger i forbindelse med eksempelvis tilskud til vedvarende energi og forskning i udvikling af miljøvenlig energiproduktion. Steen Nørgaard Madsen foreslog, at man fra regeringens side helt afskaffede afgiften. Det forslag var Jens Gammelgaard meget enig i, og formodede, at det kan spare landbruget for over en halv millard i afgifter om året: »PSO-afgiften er helt sikkert noget, politikerne skal se på. Det er et af de tiltag, hvor regeringen kan hjælpe landbruget med en kæmpe besparelse.« Han mente dog ikke, at regeringspartiets repræsentant, Bjarne Laustsen (MF), overhovedet forholdt sig til det. »Jeg er skuffet over Bjarne Laustsen. Han ved om nogen, hvad der foregår ude blandt landmændene. Jeg ved godt, at han ikke er minister, men han sidder stadig som medlem af regeringspartiet, og jeg håber, at han tager noget af det, vi gav udtryk for, med tilbage til Christiansborg.«

Men Bjarne Laustsen lyttede. Han har tænkt sig at vende det på Christiansborg. Han afviser ikke at kigge på forslaget men understreger, at en egentlig afskaffelse ikke kan komme på tale.

»Jeg står bag et eventuelt forlig om PSO-afgiften. Det er helt sikkert et af de punkter, vi fra regeringens side kan kigge på, men der kan kun være tale om en reducering - ikke en afskaffelse,« siger han.

Stor opbakning

Jens Gammelgaard er alt i alt tilfreds med mødet: »Det var en god og konstruktiv debat. Mødet bar selvfølgelig præg af, at det er en alvorlig situation, vi står i, og det kunne ses på det kæmpe fremmøde. Derudover var det vigtigt for politikerne at forstå, at vi ikke har en gældskrise men en kæmpe indtjeningskrise,« fortæller han. Blandt de mange deltagere var også flere byrådsmedlemmer og folketingskandidater, og det er specielt godt, siger Steen Jørgensen: »Jeg synes, det er dejligt at se, at så mange byrådsmedlemmer tog turen herud, det er dem der skal hjælpe os fremover,« slutter han.

Faktaboks

Paneldeltagere

  • Martin Merrild, formand for L&F
  • Erik Bredholdt, formand for Danish Crown
  • Steen Nørgaard Madsen, bestyrelsesmedlem i Arla
  • Claus E. Petersen, Finansrådet og formand for lokale Pengeinstitutter
  • René Christensen (DF), formand for Folketingets Fødevareudvalg
  • Bjarne Laustsen (S), medlem af Folketingets Fødevareudvalg

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle