Agco og CNH købte to juveler i agroindustrien

Den helt store nyhed i det forgangne år omhandler uden tvivl Kongskilde. Selskabet var i en længere periode et smertensbarn for DLG-koncernen, der samlet set tabte små 800 mio. kr. på at være hovedaktionær i foretagendet.

 

Topchef Hundebølls efterhånden velkendte, store datterudsalg gav da også ringe i vandet til Kongskilde, som blev splittet op, hvorefter den tabsgivende agroforretning blev solgt til CNH Industrial, der står bag de kendte Case IH og New Holland-mærker. DLG holder dog indtil videre fast i industri- og kornaktiviteterne, der i managementsprog giver gode synergier til resten af koncernen.

Hos Cimbria, der leverer udstyr til håndtering af korn og frø, har det seneste år været en lakmustest. Her var det nemlig første år under vingerne hos den amerikanske landbrugsmaskingigant Agco, der købte den Thy-baserede kornspecialist for 2,3 mia. kr. sidste år. På trods af en 15-måneders lang regnskabsperiode som følge af indkøringen i Agco-koncernen, kom Cimbria ud af det seneste regnskabsår med et overskud på 172 mio. kr., ligesom omsætningen rundede 1,7 mia. kr. Cimbria-toppen kunne i det forgangne år også glæde sig over, at deres ægyptiske siloanlæg, der med en kapacitet på 1,38 mio. ton hvede er verdens største af sin slags, for alvor blev taget i brug.

Hos Gråkjær har man udvidet spillepladen, og selskabets erhvervsdivision har nu kastet sig ud i boligbyggeri. Et andet gigantbyggeri endte også i det forgangne år i hænderne på inventarfirmaet Skiold. Den Sæby-baserede producent leverer nemlig lige nu inventar til et ni-etagers højhus i Kina med plads til 1.000 søer på hver etage.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle