Agrometer klar med ny mobil buffertank

En mobil buffertank med en tilhørende pumpeenhed er det seneste nye fra Agrometer, som foreløbig har afsat tre i Tyskland.

Grindsted-virksomheden Agrometer er klar med en pumpeenhed i kombination med en flytbar buffertank, som kan placeres i vejkanten eller udkanten af marken til forsyning af gylleudlæggere. Nyheden, Agrometer CP250, er allerede afsat i tre eksemplarer i Tyskland, som er producentens vigtigste marked.

»Vi er gået i gang med at lave tre mere. Det er et koncept, som vi venter os meget af. Det vil være en stor rationalisering for maskinstationer eller store landbrug«, siger Agrometers tekniske chef, Oluf S. Kristensen, der fortalte om konceptet under Agromek i sidste uge.

Kombination af tank og pumpevogn

Konceptet er så at sige en kombination af en buffertank og en pumpevogn. Konceptet går ud på, at buffertanken og pumpen er en sammenbygget enhed, der transporteres ud til kanten af marken som en traditionel buffertank, hvor tankbiler kan fylde den fra vejkanten, og pumpeenheden holder gylleudlæggeren forsynet med gylle. Tanken, der er formet som en container, har et rumindhold på 60 kubikmeter. Pumpeenheden har principielt samme opbygning som APV250 pumpevogn fra Agrometer, der er monteret med Bauer gyllepumpe og en John Deere dieselmotor og har en ydelse på op til 250 kubikmeter i timen.

Alle funktioner kan styres fra udlæggeren.

Faktaboks

Agrometer CP250

  • Kombination af buffertank og pumpevogn.
  • Tankkapacitet 60 kubikmeter.
  • Længde/bredde/højde: 12/3/4 meter.
  • Pumpeydelse op til 250 kubikmeter i timen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle