Kartoffelmelsfabrikken AKV-Langholt fik i 2008/09 et resultat på 18,5 mio. kr.
Det er ifølge ledelsen tilfredsstillende i forhold til vigende priser og afsætning i den sidste halvdel af regnskabsåret, der sluttede 30. april.
AKV-Langholt producerer blandt andet stivelse til papirindustrien, der har været inde i en kraftig afmatning som tidligst ventes overstået en gang til næste år.
Produktionen af kartoffelstivelse blev væsentligt større end ventet, men det har den også været andre steder i verden, og lagrene er nu så store, at det ventes at føre til stor konkurrence blandt andet på det europæiske marked.
Afkoblet støtte i 2012
Sektoren, der siden 1995 har været reguleret af en EU ordning med kvoter og mindstepriser, vil blive liberaliseret i 2012, samtidig med at støtten bliver afkoblet.
AKV-Langholt føler sig dog ikke direkte truet. Den tætte forbindelse til avlerne og samarbejdet med det amerikanske selskab Cargill om afsætning er med til at sikre selskabets fremtid.
Virksomheden, der har ca. 200 andelshavere i Nordjylland, har en kvote på 36.000 ton kartoffelstivelse. Selskabet har ca. 40 medarbejdere.