Alle gode kræfter trak høsten i hus

Jan Stenager fik hjælp fra familie, naboer og maskinforretning i weekenden.

"Fredag manglede vi at høste 120 hektar og at samle halm fra 180 hektar. Søndag aften klokken 10 var vi færdige med at høste, og der ligger halm på 50 hektar. Men jeg regner med, vi får næsten det hele hjem mandag."

Jan Stenager fortæller fra mejetærskeren i en anden mands vårbygmark som er mørk og for længst høstmoden. Han kan se tilbage på en weekend, hvor han selv med hjælp fra familie, venner, naboer plus en maskinforretning fik den sidste hvede i hus.

10 mand i sving

"Vi høstede med både min egen og naboens mejetærskere, og samtidig kom Røstofte Maskinforrening med en demomejetærsker - en John Deere C 670. Vi havde to lastbiler til at køre korn væk til DLG, mens to kornvogne kørte korn hjem til os. Samtidig blev der kørt halm på fuldt tryk - søndag aften var min kone rundt med mad til 10 personer," siger Jan Stenager.

At Røstofte Maskinforretning stillede en mejetærsker til rådighed var en gestus som følge af, at Jan Stenager mistede en høstdag, da en sten for et par uger siden ødelagde skærebord og tromle på mejetærskeren. Forretningens løfte om reparation inden for 24 timer kunne ikke holdes, fordi nogle vigtige stumper manglede.

"Men de betalte flot tilbage. I det hele taget har vi oplevet en fantastisk hjælpsomhed fra alle sider, for vi vidste jo, at det gode vejr ikke ville vare ved," siger Jan Stenager.

Nåede rapsen

Med cirka 9,5 ton i gennemsnit kan han se tilbage på et hvedeudbytte over det normale niveau på cirka 8,3 ton. Samtidig er kvaliteten i orden uden spirer i aksene, men en omkostning til tørring bliver der på det meste af det senest høstede hvede.

Af halm ventes det, at 1.200-1.300 ton bliver bjærget - ensbetydende med et mindre overskud, som der nok skal blive afsætning for.

"Vi nåede at så 32 hektar med vinterraps af sorten Lioness. Vi fik først nedfældet gylle med en Terragator, hvorefter vi løsnede i 25 centimeters dybde med Cenius-harven. Til sidst såede vi med en Väderstad Rapid," siger Jan Stenager.

"Command mod ukrudt nåede jeg ikke at komme ud med. Der er en del spildkorn, men det tager vi med Agil, og snegle har der ikke været tegn på endnu. Rapsjordlopper holder vi også et vågent øje med."

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle