Alsidige australiere gør comeback

Efter tre års fravær vender Murray Grey tilbage til Landsskuet, hvor de tyvstarter deres jubilæum.

I 2015 fik racen Murray Grey dyrskuedebut på de danske dyrskuer. Dengang handlede det om at præsentere racen, og siden har de danske avlere arbejdet for at styrke racen i Danmark.

»Vi fik dem til Danmark i 2010, og i ´15 havde vi opbygget den så meget, at vi kunne præsentere den udadtil«, fortæller formand for Murray Grey Danmark, Folmer Hadberg-Rasmussen.

I år gør de comeback med ni dyr på landsskuet, og det glæder formanden.

»I 16, 17 og 18 var der ikke andre end os af Murray Grey besætningerne, der havde tid eller lyst til at tage på landsskue. Derfor kunne vi ikke deltage grundet Landsskuets regler om mindst to besætninger. Men i år var der nogle unge avlere, der ønskede at komme på landsskuet. Og så støtter vi op om det, både med egen besætning og i foreningen«, forklarer Folmer, der ellers havde planer om at vente til 2020, når racen har 10-års jubilæum i Danmark.

Alsidig Australier

Det var Folmer Hadberg-Rasmussen og hans kone, Maria, der i 2010 fik de første dyr til Danmark. De stiftede bekendtskab med racen på en rygsækrejse i Australien, da de begge var færdige på landbrugsskolen.

»Det er en alsidig race, der kan det hele og faktisk ikke efterlader huller på de egenskaber, der er brug for til den slags kødproduktion. Den er en god naturplejer, har en god evne til at omsætte græs til kød med en rigtig god kødkvalitet«, siger den fynske formand.

Han sætter også pris på racens temperament og på, at den desuden er polled. Og den sølvfaravede pels i kombination med den mørke hud gør, at racen ikke får hudkræft og kan gå i solen et par timer længere.

Derfor måtte Folmer, der sammen med konen driver et familiejet fritidslandbrug på Fyn, hvor de bl.a. har afgræsning på et naturområde, hente to kvier fra England.

Målet er nået

At de to kvier i 2010 ni år senere har udviklet sig til 160 dyr gør da også den 40-årige fritidslandmand glad.

»Det er jo sjovt, for målet var at få en race, der kunne udvikle sig til Danmark. Og så syntes jeg, der manglede en race, der kunne lidt det hele, og der mener jeg Murray Grey passer ind«,

Samtidig kunne Folmer Hadberg-Rasmussen dengang se, at trenden i landbruget gik mod mere naturpleje, noget, Murray Grey ifølge ham er optimal til.

»Jeg skal selvfølgelig også tale for racen, men jeg har endnu ikke fundet noget, hvor den falder igennem«.

Faktaboks

Murray Grey

  • Kommer fra Australien.
  • Kødkvæg, polled.
  • Køer 6-900 kg. Tyre 9-1.200 kg.
  • Ved årsskiftet var der 160 dyr i Danmark, fordelt på ti avlere med hundyr.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle