Alt for mange sjusker med bremserne

Hos Farmas i Farsø har man gode erfaringer med virksomhedens mobile bremsetest. Men alt for mange sjusker med vognbremserne.

Da maskinforretningen Farmas i Farsø for to år siden investerede omkring en halv million kroner i et anlæg til mobile bremsetest, var det både for at kunne tilbyde kunderne noget mere, og fordi der var kommet mere og mere fokus på bremser - også i kraft af politiet razziaer.

Siden da har værkfører hos Farmas Tage Rosenlund fået et ganske godt billede af, hvordan det står til med kundernes bremser, både når det gælder frakørselsvogne, kornvogne, tipvogne, møgspredere, gyllevogne, kartoffelvogne og meget andet. Næsten alt kan testes på den mobile bremsestand, hvis blot hjulene ikke er for små.

»Vi kan se, at bremserne helt klart er noget, som mange kunder sjusker med eller i hvert fald glemmer at tænke over. De typiske fejl er, at vognen bremser for lidt eller bremser skævt, og det handler ofte om dårlig vedligeholdelse og forkert justering,« siger Tage Rosenlund, der også nævner skæve tromler og ovalitet som et problem.

»Normalt prøver vi at samle flere kunder til bremsetest den samme dag, enten her eller ude hos en af kunderne,« siger Tage Rosenlund.

På landsplan mener han, at der kun er fem maskinhandlere, der tilbyder mobile bremsetest.

Prisen for en bremsetest burde ikke afskrække nogen. Hos Farmas forlanger man 400 kr. for test af den første aksel, 300 kr. for den anden og 200 kr. for en eventuel tredje - plus timeløn og eventuel reparation.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle