Ambitiøs fødevaremesse i Skagen

Det kommer til at smage af ægte nordjysk kvalitet, når der i dag, fredag, og i morgen, lørdag, afvikles fødevaremesse i Skagen. De fineste kvalitetsprodukter fra den nordjyske landsdel, kort og godt, præsenteret i den gamle auktionshal på Skagens havnefront. Alt godt fra landbrug og fiskeri ud fra en udstillerliste på 30 nordjyske producenter. Søkogte rejer fra Skagerrak, pillekartofler fra Vildmosen og liflig hvidvin fra Genholm Vingaard, for bare at nævne fra den brede vifte at produkter.

Nordjyderne har jo et noget ejendommeligt forhold til begrebet beskedenhed. Især når de som på messen udbreder budskabet om, at der i landsdelen findes nogle af landets førende producenter af kvalitetsfødevarer. Som nævnt søkogte rejer og hvidvin. Plus urter og lam og meget mere.

Messens officielle åbning finder sted fredag kl. 11. Turistchef i Skagen Lene Kappelborg henter dog assistance udefra ved åbningen. Helt fra Sønderjylland kommer Gert Karkov, viceformand i Dansk Landbrug, for at sige et par ord. Om nordjyske kulinariske fortræffeligheder? Hvem ved!

I fjor, på messens andet år, blev den besøgt af 14.000 gæster. Så der er jo noget at leve op til. I al beskedenhed.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle