Ammoniak-pris i kraftig stigning

Prisen på Ammoniak har taget nogle utrolige udsving.

Af Ole Schou, planteavlskonsulent, Gefion, www.kornbasen.dk

Som det ses i nedenstående kurve, er prisen på ammoniak halveret og fordoblet blot gennem det seneste år. Går man længere tilbage, var prisen hele fire gange højere ved årsskiftet 2014-15, og det handler selvfølgelig ikke kun om de få, der rent faktisk bruger ammoniak i marken. Det er faktisk vigtigt for alle, der bruger N-gødninger, da kvælstoffet i N-gødninger altid starter som ammoniak. Det er grundstenen i N-produktion og sætter dermed basis-prisen for de N-gødninger, vi køber i Europa. Den stigende pris, vi lige nu ser på ammoniak, er dermed et klart signal om, at det bliver svært at tro, at prisen på N-gødninger vil stagnere inden foråret. Som bekendt har Yara, som dybest set forsøger at styre markedet, annonceret månedsstigninger frem til juni måned. Med den stigende pris på ammoniak på verdens markedet, bliver det nemmere for Yara rent faktisk at få gennemført de planlagte stigninger i markedet.

Det hjemlige marked.

De andre N-gødninger som f.eks. flydende N og NS og de faste NS og KAS gødninger har alle vist en klar stigende tendens både herhjemme og i vore nabolande. I Tyskland meldes der dog om, at rigtig mange avlere allerede har sikret sig store mængder gødning og, at det derfor er mere teoretisk, når der forlanges høje priser. Der sker meget få reelle handler i markedet.

Hvis der er avlere, der stadig mangler at købe N-gødning til 2017-sæsonen, er det stadig muligt at finde enkelte partier til ’gammel’ pris. Man kan nok ikke få lige den gødningstype, man ønsker sig, men det er prisen for at ’komme for sent til toget’. Prøv især hos de mindre forhandlere, som har gode forbindelser til polske, litauiske og russiske fabrikker, der leverer gødning af en ganske udmærket kvalitet. Vi ser i disse dage et prisspænd i markedet på en gødning som f.eks. NS 27-4 fra 170 til 215 kr. pr. hkg, bigbags, leveret! Det betaler sig virkelig at se sig godt om i øjeblikket og ikke nødvendigvis handle med den nærmeste!

P og K-gødning

Som det også ses i figuren, er prisen på P- og K-gødninger sivet langsomt nedad det seneste år. Desværre har dette ikke slået igennem på det danske marked, hvor der ikke er nogen stor tradition for at bruge enkelt-gødninger som f.eks. Kali50. Langt det meste P og K bliver solgt i sam-granulerede gødninger, hvor prisen skygges af andre næringsstoffer og prisen for granuleringen..

Fremtidens N-pris i Europa

En del avlere har ønsket at udnytte de lave N-priser i efteråret til at købe N-gødning til 2018-sæsonen også. Men det kan i Danmark kun lade sig gøre ved at købe de fysiske varer hjem, og det er de færreste interesserede i.

Som med så mange andre råvarer kan man i USA også handle med alle former for terminskontrakter på f.eks. Urea eller flydende N-gødning. Dermed kan købere og sælgere fastlægge deres gødningspriser flere sæsoner frem, hvis de mener, det er interessant. Det er en god mulighed for de, der forstår systemet, og som vil sikre sig mod store udsving. Derfor var det med spænding, at vi så den franske Euronext-børs starte handel med UAN (flydende N-gødning) i november måned 2016. Dermed kunne vi i hvert fald for en del af gødningsmarkedet også få muligheden for prissikring.

Men et er teori, noget andet er praksis! Det har nu vist sig her ca. to måneder efter start, at der stort set ikke har været nogen interesse fra branchen, og ethvert produkt på en børs er dybt afhængig af omsætning. Fundamentet er en god kritisk masse, dvs stor daglig handel, der giver en præcis prissætning i markedet, så man kan købe og sælge, når man vil. Dermed er muligheden i øjeblikket ikke reel.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle