Anima slører øremærker efter klage

Anima undlod at sløre CHR-nummer i kampagnevideo

I kampagnen’»12 timer med mor’ benyttede dyrevelfærdsorganisationen Anima optagelser fra danske mælkebesætninger.

I optagelserne var flere øremærker med CHR-nummer synlige, og det er et brud på persondataloven, idet et opslag i CHR-registret vil føre til ejeren af besætningen. Derfor klagede Landbrug & Fødevarer på vegne af en af de identificerbare mælkeproducenter, Enok Vestergård, til Anima og Datatilsynet.

»Vi mener, det er helt uacceptabelt at udstille enkelte landmænd på den måde, som Anima gjorde i sin kampagne – og så endda uden at spørge om lov inden. Det vil vi i Landbrug & Fødevarer ikke lade gå upåagtet hen«, siger direktør Flemming Nør-Pedersen.

I et svar til Datatilsynet meddeler Anima, at de nu har sløret CHR-numrene, ligesom det er blevet sløret i råoptagelserne. De skriver desuden, at de ikke har tænkt over, at øremærker kunne være ’personhenførbar data’, som det hedder i persondataloven.

Hos L&F er direktør Flemming Nør-Pedersen tilfreds med udfaldet.

»Jeg glæder mig over, at sagen nu er endt her. Jeg forventer, at Anima i fremtiden har tænkt sig at overholde loven, så vi ikke behøver at gå videre til myndighederne«.

Også Enok Vestergård er tilfreds:

»Det er ikke okay, og jeg er ikke interesseret i at blive spændt for Animas vogn. Så det er jeg tilfreds med«.

Faktaboks

Sagens forløb

  • 13/11-18: L&F anmoder Anima om at fjerne øremærkerne.
  • 16/11-18: L&F kontakter Datatilsynet.
  • 17/12-18: Datatilsynet beder Anima om en udtalelse.
  • 8/1-19: Anima meddeler, at øremærkerne er sløret.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle