Konstant indblanding fra myndighederne tager arbejdsglæden fra landmændene, mener formanden for Sjællandske Familielandbrug, Peter Christensen.
»Kunne vi få lidt mere ansvar tilbage til landmanden, så man kan passe sin jord uden konstant indblanding fra myndighederne, var man jo næsten lykkelig.« Det sagde formanden for Sjællandske Familielandbrug, Peter Christensen, i sin beretning til foreningens generalforsamling i denne uge.
Han tilsluttede sig forenkling af husdyrlovgivningen, så unødvendige regler og lange sagsbehandlingstider ikke spænder ben for at udvide husdyrproduktioner.
»Det er blevet lettere med mindre forbedringer, hvor man kan nøjes med at meddele, hvad man ønsker at lave. Men sagsbehandlingstiden i kommunerne er stadig alt for lang,« beklagede Peter Christensen og tilføjede, at kvægproducenter får harmoniproblemer på grund af strammede regler for antal dyreenheder pr. hektar.
Tabte retssag
Bestyrelsen tabte sidste år den retssag, den havde anlagt mod den tidligere samarbejdspartner, Agrovi, rådgivningsselskabet der ejes alene af Nordsjællands Landboforening.
»De debitorer, der skyldte penge til Agrovi I/S, blev vi dømt til at skulle overtage,« fortalte Peter Christensen som håbede, at sagen snart får ende, så bestyrelsen kan bruge mere tid på andre opgaver af politisk art.
Blandt andet betyder udfaldet af retssagen, at foreningen er kommet ud med en gæld på halvanden mio. kroner. En del af gælden har kunnet udlignes af indtægter fra Roskilde Dyrskue, som foreningen ejer en tredjedel af. Men fortsat tilskud til 4H, LandboUngdom og Familieudvalget har foreningen ikke længere råd til. Desuden er den medarbejdervalgte repræsentant i bestyrelsen skrevet ud af vedtægterne.