Midt om natten står hun op. Hun sætter håret, trækker i sin nye reklame-T-shirt, joggingbukserne og et par clogs. Så vækker hun sin mor, mens hun spiser et stykke rugbrød.
Hun skal på arbejde. Midt om natten. Klokken 03.10 ruller vi ud fra gårdspladsen. Kl 03.30 går hun i gang. Hun bager.
"Ej, det er jo ikke mig der bager, men det er mig der nusser med al det sjove - chokoladeovertræk og pynt på kagerne. Og så pakker jeg brødet til udsalgsstederne." Sådan fortæller hun, når hun kommer hjem midt på formiddagen.
Jeg er på ingen måde misundelig. Jeg er temmelig søvning og træt, dér kl. 03.00 - men omvendt vil jeg gerne køre hende. Bageriet ligger 18 km væk. Det var synd, hvis hun skulle på cykel. Og jeg tar jo ingen skade af at stå op og køre den tur.
Det er ikke fordi hun synes, det er vildt fedt at arbejde om natten. Det er, fordi det var et arbejde, hun kunne have hele sommeren, og hvor hun kan tjene sig en god slant, inden hun rejser hjemmefra for alvor!
Og arbejde til ufaglærte efterskoleopkoblinge hænger ikke på træerne i vores del af udkants-Danmark.
Hun kom hjem i lørdags. Med øjne der var tykke og røde, ophovnede af gråd og afsked. Med tasker fulde af tøj og kasser med småting, et helt skoleårs samlen sammen, cyklen og sko i mængder. Søndag nat startede hun på arbejdet. Med brød og kager. Hun er tilpas, og det er dejligt.
Den yngste er osse på arbejde. Hun begyndte på sit job, allerede inden ferien var gået i gang. Hun trænede og trænede og øvede og øvede, og selvsamme fredag formiddag, som skolen sagde "god ferie", sad hun sammen med ni andre børn i en bus på vej til København. Cirkus Summarum er Lines arbejdsplads i samtlige syv ferieuger. Hun skal være en del af Cirkus Summarums stort tilrettelagte og med stjerner spækkede cirkusforestilling på Amager og i Århus. Ni børneartister fra Salling Cirkus Kids er en del af DR og Muskelsvind Fondens nye show. Det er helt vildt spændende. Og helt vildt hårdt.
De har den første opvisning/forestilling 3. juli, den sidste 9. august. Og de er langt væk hjemmefra.
Det er nok mest hårdt for os herhjemme. At have sin yngste på "lejr" i hele sommerferien er ikke noget, jeg har set frem til. Det har hun til gengæld.
Allerede inden ferien havde de besøg i træningssalen af bl.a. hr. Skæg. Line er fuldstændig VILD med hr. Skæg. Ikke fordi han laver børnefjernsyn, men fordi han er SKÆG. Og det er ægte.
"Han er helt vildt cool," sagde hun, da hr. Skæg havde været på besøg for at træne med børnene. "Han er operasanger og han er bare SÅ sjov!"
Forleden ringede hun hjem: "Vi skal lære at spille skuespil - det er ham der er inden i Bamse, der lærer os det." Er det ikke fantastisk?
Det kan godt være, mine piger oplever mere end de fleste, men det har sine omkostninger. Deres mor må undvære dem. Det er hun ikke meget for. Så hun tager væk. For at glemme at hun savner dem.
En uges rideferie på Island. Og jeg skal ikke glemme at nyde det. God sommer.