Argentinske bønder gør klar til eksport af oksekød

Efter mange år med afgifter på eksport af oksekød gør landmænd i Argentina nu klar til at eksportere til Europa.

"Hvis bare Cristina vil give os lov!"

Osvaldo Suarez griner. Vi befinder os midt på den argentinske pampas, og selvom udsigterne til eksport af oksekød måske synes fjerne, er han glad. Det regner. Den første regn i to måneder.

Cristina Fernandez Kirchner er Argentinas præsident siden 2007. Politisk har hun fortsat en linje, der lægger store afgifter på eksport af oksekød og hvede. Det er en kamp mellem landmænd, der helst ikke vil betale skat, og en regering der både vil sikre billige fødevarer til befolkningen og indtægter til en altid hungrende statskasse i et land, hvor politifolk får så lidt i løn, at de må tage den på stop, når de skal hjem fra arbejde.

Osvaldo smiler igen. Han er stolt af den bedrift, han er driftsleder for. Tyre gjort næsten klar til dyrskue står på linje, da vi ankommer. De bedste kvier er fanget i hver sin fold, og i stuehuset er der gjort klar med pindemadder og rødvin.

Den syv kilometer lange jordvej, der fører ud til farmen, er så mudret af regnen, at vi er blevet hentet i firehjulstrækkere.

Der er meget langt til Danmark og produktionen af oksekød i lilleputlandet, og Osvaldos smil afløses af en hjertelig latter, da han får at vide, at den samlede danske bestand af kødkvæg i Danmark er på omkring 100.000 moderdyr.

Alene på farmen, Las Blancas, for enden af jordvejen er der 17.000 Angus moderdyr og 20.000 stude på de 45.000 hektar, som farmen breder sig over.

Vil sælge mere

På 22. etage af et mondænt højhus i Buenos Aires kæmper organisationen IPCVA er heroisk kamp for at øge forbruget af argentinsk oksekød.

Organisationen støttes af producenter, slagterier og regering og kan - efter en række katastrofale år for oksekødsproduktionen - konstatere en svag stigning i antallet af hundyr. Forklaringen er enkel: Siden 2009 er prisen på oksekød næsten fordoblet til 2,76 US dollars pr. kg levende vægt for unge stude.

"Efterspørgslen har hele tiden været den samme, men produktionen faldt for fire-fem år siden, og det har fået priserne til at stige," lyder forklaringen fra IPCVA.

To ting fik produktionen til at falde: En katastrofal tørke og afgift på eksport af oksekød. Afgiften skulle sikre argentinerne billigt oksekød. Det er gået stik modsat: Landmændene skruede ned for produktionen af kød og op for produktionen af hvede. Nu er hveden pålagt en afgift på 35 kr. pr 100 kg. Sammen med de stigende priser på oksekød har det betydet en øget interesse for at producere stude.

Laver ny feedlot

En af dem, der har set lyset, er Emiliano Fasciolo, der driver Feedlot'en "Profeed" i nærheden af byen Saladillo midt på den argentinske pampas.

Familien skabte for 20 år siden sin formue ved at importere Honda-biler og satte en del af fortjenesten i landbrugsproduktion. Emiliano Fasciolo er kørt de 300 kilometer fra Buenos Aires for at fortælle om sine planer. Iført ridestøvler, ridebukser og ulastelig hvid skjorte viser han sin mønsterfarm frem og fortæller om sin tro på fremtiden.

"Vi kan ikke låne penge til udvidelsen, så vi udvider i det omfang, vi har midlerne," forklarer han.

Emiliano Fasciolo lægger ikke skjul på, at han gerne ser afgiften på eksport fjernet.

"Men politikerne ..." siger han med en smule himmelvendte øjne.

Der er plads til 14.000 stude på farmen, og i løbet af et års tid vil yderligere 6.000 stude finde vej til et anlæg bygget op i det fri omkring veje, hvor tre fuldfoderblandere - argentinske efterligninger af amerikanske maskiner - konstant fodrer studene efter ædelyst.

Hvad udvidelsen koster, har Emiliano Fasciolo ikke helt overblik over, men en hurtig hovedregning viser, at anlægget med de nuværende priser på oksekød vil være betalt tilbage på under to år!

Folket kræver mere

Om afgifterne på eksport af oksekød virkelig lempes, er det formentlig kun Cristina der ved.

Præsident Cristina Fernandez Kirchner kan hver morgen fra de samme vinduer, hvorfra Eva Peron holdt sine brandtaler, se ned på den flere måneder gamle demonstration, som veteraner fra Falklandskrigen har holdt for at få øgede økonomiske bidrag fra staten.

Også andre grupper kræver støtte, og blandt godsejere og erhvervsdrivende er det den almindelige mening, at regeringen køber sig sit flertal ved at skabe forbedrede sociale vilkår for den fattige del af befolkningen. En ny lov, der giver nybagte mødre mere end en månedsløn for hvert barn, de får, er et eksempel.

Hun kan måske også kaste et blik på de deprimerende statistikker over en inflation, der officielt har været på 52 procent siden 2007 men som ifølge flere uafhængige kilder nærmere har været på 150 procent. Eller hun kan se på de lige så deprimerende statistikker over eksport.

I 2010 eksporterede Argentina sølle 22 procent af sit bruttonationalprodukt. Til sammenligning eksporterede Danmark 48 procent og Tyskland 40 procent af bruttonationalproduktet. Tilmed antyder uafhængige opgørelser, offentliggjort i det ansete dagblad "Clarin", at eksporten er styrtdykket i 2011.

Argentina har brug for øget eksport, og landmændene er allerede begyndt at gøre klar til det, som de opfatter bliver en økonomisk fest.

Eksporten af oksekød kommer til at spille en vigtig rolle i den fest.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle